FC Midtjyllands direktør: Det er ikke givet, at cheftræneren bestemmer startopstillingen

Hos de danske mestre har man i løbet af de seneste 15 år haft succes med at rekruttere sine cheftrænere internt i klubben.

Når FC Midtjylland søndag aften møder FC København i Parken, skal midtjydernes ubesejret cheftræner Kenneth Andersen stå sin hidtil sværeste prøve i spidsen for de danske mestre, siden han blev ansat som Jess Thorups afløser

Kenneth Andersen, der kommer fra en stilling som klubbens U19-træner, er den tredje af de seneste seks cheftrænere, de danske mestre har hentet fra egen organisation.

I samme periode, 2004-2018, har de øvrige, nuværende superligaklubber foretaget 113 gange cheftræneransættelser.

Ser man bort fra midlertidige ansættelser og ansættelser på under et års varighed, har kun seks af disse 113 ansættelser været forfremmelser af klubbens egne trænere.

Hvor de øvrige superligaklubber altså foretrækker at rekruttere cheftrænere uden for egen organisation, har FC Midtjylland over en 15 år lang periode en rekrutteringsrate af egne trænere på 50 procent. I samme periode har klubben ligget med i toppen af Superligaen og vundet to danske mesterskaber.

Familien Midtjylland

Hvordan har FC Midtjylland kunnet spille med i toppen af Superligaen i de seneste femten år, når halvdelen af klubbens trænere i denne periode har været uden cheftrænerrutine?

Stiller man sig selv dette spørgsmål, må man holde sig for øje, at en cheftræner i dansk fodbold ikke blot af en cheftræner.

Jobbeskrivelsen og cheftrænerens ledelsesrum varierer af, hvor i landet man er ansat.

Ser man på midtjydernes modstander i søndagens topkamp, FC København, har klubben i Ståle Solbakken en cheftræner som er suveræn i sine bestemmelser af både taktik og spillerindkøb.

I FC Midtjylland skal cheftræneren ikke bekymre sig om dette. Her er hans primære opgave at få sit trænerteam til at fungere, så alle er glade for at gå på arbejde og føler, at de er med til at gøre en forskel.

Det fortæller Claus Steinlein, administrerende direktør i FC Midtjylland. En klub han selv betegner som en familie.

- Cheftræneren i FC Midtjylland skal forstå, at intet afhænger af ham, hverken positivt eller negativt. Vores DNA og kultur er de vigtigste forudsætninger, man skal kende, når man siger ja til jobbet som cheftræner, fortæller Claus Steinlein.

Da FC Midtjylland vandt klubbens første superliga-guld i 2015, glippede titelforsvaret året efter. I denne sæson skal det være anderledes for mesterholdet, fortalte den administrerende direktør til Ritzau den 12. juli 2018. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) (Foto: henning Bagger © Scanpix)

I samarbejde med klubbens bestyrelse og sportslige ledelse har han specificeret arbejdsbetingelserne for klubbens cheftræner.

En af cheftrænerens vigtigste opgaver er at få sin spillertrup til at føle sig som en del af klubbens fællesskab. Gør han dette, vil klubben vinde en masse kampe, fortæller Steinlein.

Holdudtagelsen er en anden sag.

- Når det angår holdopstillinger, skal cheftræneren forstå, at vi har to dygtige assistenter, man må lytte til. Mener vores assistenttrænere, at en bestemt spiller skal starte inde, skal man som cheftræner stole mere på sine assistenter end sig selv, også selvom man mener, det er forkert.

At man ikke kan beslutte sin egen startopstilling, vil for den typiske cheftræner være utilfredsstillende. I FC Midtjylland er dette indbefattet i klubbens DNA og kultur. To begreber, der forenes i mantraet Sammen dyrker vi drømmen.

Cheftrænerens betydning for økonomien er enorm

Dansk topfodbold er et pengespil, der er centreret omkring de klubber, der generer overskud.

Præsterer en klub godt, kan klubben øge sine indtægter ved at kvalificere sig til Europa eller ved at sælge sine spillere.

Med forøget indtægt kan klubben forbruge flere penge på indkøb af dyrere spillere, hvilket kan øge klubbens sportslige og økonomiske niveau yderligere.

Jess Thorup er en af blot ni superligatrænere, der er blevet forfremmet til cheftræner på permanent basis i en superligaklub i løbet af de seneste femten år. Dette skete i Esbjerg. I 2015 blev den tidligere U-21-landstræner hentet til FC Midtjylland, hvor han vandt det danske mesterskab i 2018. I dag er Jess Thorup træner i den belgiske klub Gent. (Foto: Epa © Scanpix)

Hovedreglen, når man ansætter en cheftræner i Superligaen, er, at ansættelsen altid har en offeromkostning i tid og penge.

Det fortæller Kenneth Holm Cortsen, der er sportsøkonom og forsker ved professionshøjskolen UCN i Nordjylland.

- Ansætter man tre cheftrænere efter hinanden, der ikke duer, er det et kæmpe problem. Det bliver dyrt, og det koster tid, hvor man ikke præsterer. Forkert rekruttering æder likviditet, fortæller sportsøkonomen.

En del af noget større

Hvis man skal forstå midtjydernes strategi for cheftrænerrekruttering, må man forstå klubbens økonomiske strategi. Den bygger på tre målsætninger.

Det er en erklæret målsætning i FC Midtjylland, at klubben skal tjene tre millioner euro netto på spillersalg hvert år.

Spillerne, der skal sælges, har oftest fået deres fodbolduddannelse på FC Midtjyllands talentakademi i Ikast, omend klubben også forsøger at scoute billige spillere, som den kan sælge dyrt.

I 2014 lavede DR Sporten et indslag med bestyrelseformand i FC Midtjylland, Rasmus Ankersen, der blandt andet fortæller, hvordan klubbens scoutingstrategi fungerer.

For at akademispillerne kan få superligaerfaring og derved stige i værdi på transfermarkedet, er klubbens anden målsætning, at spillere af egen avl skal spille 40 procent af alle minutter i midtjydernes kampe.

Den tredje målsætning, at FC Midtjylland skal deltage i tre europæiske gruppespil inden 2020, kan klubben ikke nå at indfri.

De to første målsætninger indskrænker selvsagt cheftrænerens beføjelser til at opfylde den tredje, og dette skal klubbens cheftræner være sig bevidst, fortæller Claus Steinlein.

- Går man for meget op i at udvikle spillere, kan det gå ud over resultaterne. Går man for meget op i resultaterne, kan det gå ud over udviklingen af spillere. Alt skal gå op i en højere enhed, og det er cheftrænerens job at få det til at ske.

- I sidste ende er det bestyrelsen, Svend Graversen (klubbens sportschef, red.) og mig, der bestemmer, om vi indfrier vores mål.

Seneste salg af en spiller fra FC Midtjyllands talentakademi er Andreas Poulsen, herren i sort og rødt til højre i billedet. Venstrebacken solgte man i sommerens transfervindue for 4,5 millioner euro, godt 33,5 millioner danske kroner, til den tyske bundesligaklub Borussia Mönchengladbach. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Skal man udvikle dygtige spillere på sit talentakademi, må man også have dygtige trænere.

Med talentakademiet har FC Midtjylland skabt en infrastruktur, der giver klubbens trænere mulighed for at gøre sig erfaringer med håndværket, fortæller Claus Steinlein.

- Jeg ser mange dygtige, unge trænere i min organisation, som mangler en robusthed og erfaring. De mangler at lave de fejl, vi har begået.

Guld-Glen var den første

Den første træner, der bevægede sig gennem FC Midtjyllands organisation, fra talenttræner til cheftræner, er Glen Riddersholm. Han var cheftræner, da FC Midtjylland i 2015 vandt danmarksmesterskabet for første gang, inden han stoppede i klubben kort efter.

På en forårsdag i Herning jubler den daværende cheftræner, Glen Riddersholm, over at have vundet det første danske mesterskab i FC Midtjyllands historie, 16 år efter klubben blev skabt i fusionen mellem Herning Fremad og Ikast FS. (Foto: claus fisker © Scanpix)

Ifølge Riddersholm, der i dag er sportsdirektør i Vendsyssel FF, var FC Midtjyllands flade struktur og kultur årsagen til, at han som assistenttræner fik chancen som cheftræner i 2011.

- Der var kort afstand fra top til bund i FC Midtjylland. Man troede på sine medarbejdere. Selvfølgelig skulle man have kompetencer, selvfølgelig skulle man vise, at man kunne præstere, men i FC Midtjylland har jeg altid haft en følelse af, at man har troet på mig.

Belært af erfaringer

Det er en tommelfingerregel i FC Midtjylland, at det tager to til tre år, for de, der ansættes udefra, at blive en del af familien.

Så lang tid fik den tidligere cheftræner i klubben, Allan Kuhn, ikke. Han blev hentet i AaB i 2009 og fratrådte sin stilling halvandet år senere.

Kuhn, der i dag er cheftræner i Hobro IK, fortalte i forbindelse med sin opsigelse, at den skyldtes familiære årsager.

Allan Kuhn skuer mod sine spillere på Parkens græstæppe ved pokalfinalen i 2010. Ved sin side har har en ung Glen Riddersholm som assistentræner. Denne forårsdag fik Allan Kuhn intet at smile af, da FC Midtjylland tabte 2-0 i forlænget spilletid mod FC Nordsjælland. Et år senere valgte Allan Kuhn at fratræde sin stilling som cheftræner, hvilken Glen Riddersholm overtog i april 2011 og bestred til juni 2015. (Foto: Claus bech © Scanpix)

Tipsbladet spekulerede dog i, om den sportslige ledelses behov for at blande sig i Kuhns taktiske dispositioner, kunne være den egentlige grund til trænerens afgang.

Overensstemmelse var der ikke, fortæller Claus Steinlein, om samarbejdet mellem Allan Kuhn og FC Midtjylland.

- Kuhn følte ikke, at jobbet i FC Midtjylland var det rigtige job på daværende tidspunkt. Måske var det fordi, han var kommet udefra. I hans tilfælde havde vi måske ikke afklaret tingene godt nok. Om hvilken type DNA vi havde, og hvad vi ønskede af ham, siger Claus Steinlein.

Derfor er FC Midtjylland i dag en familie, der, belært af erfaringer, i fremtiden helst hyrer sine egne.

- Vi er blevet mere bevidste om, at vi vil rekruttere indefra. Det er det, vi har haft størst succes med. Vi har ikke brug for noget nyt. Vi har brug for at lægge ti procent på det, vi er gode til.

Fremtidens cheftræner skal findes på den jyske hede

At man for otte år siden forfremmede en assistenttræner til cheftræner var et udtryk for et eksperiment foretaget af en ung klub.

At man i oktober 2018 har ansat Kenneth Andersen er et udtryk for en bevidst rekrutteringsstrategi, siger Steinlein.

- Jeg tror, man vil se FC Midtjylland, i en periode over de næste 20 år, rekruttere cheftrænere internt i 15-17 af årene. Hvis ikke det er tilfældet, vil jeg blive skuffet.

Hør hvad den administrerende direktør i FC Midtjylland, Claus Steinlein, sagde om Kenneth Andersen, da Andersen tiltrådte som cheftræner i FC Midtjylland den 10. oktober 2018.

I sidste ende er udpegelsen af klubbens cheftræner blot en lille brik i bestyrelsens overordnet økonomiske målsætning om at udvikle FC Midtjylland, så klubben kan spille med i de europæiske turneringer hvert år.

En målsætning, som Steinlein erkender, har indskrænket den traditionelle cheftræners ledelsesrum på bekostning af familiens succes.

- Vores cheftræner har et mindre råderum end i andre klubber, for i FC Midtjylland er fællesskabet det største.

Søndag aften møder Superligaens FC Midtjylland FC København på udebane i Parken. En kamp du kan følge fra kick-off klokken 18.00 i Liga på P3.

Facebook
Twitter