FCK henter svensk venstre back

FC København har skrevet kontrakt med Ludwig Augustinsson, der tiltræder 1. januar 2015.

Ludwig Augustinsson tiltræder i FCK den 1. januar 2015 og har skrevet en kontrakt på 4½ år. (Foto: FCK.DK © FCK)

Sølvvinderne fra FCK har en erstatning for Pierre Bengtsson parat, når han stopper til vinter. 1. januar 2015 skifter Ludwig Augustinsson nemlig til FCK, oplyser klubben på sin hjemmeside.

- Vi er meget tilfredse med, at denne handel nu er faldet på plads, og at tidsplanen i den ser ud som den gør. I Ludwig får vi en af de største forsvarstalenter i Norden til FCK, siger manager Ståle Solbakken til fck.dk.

Augustinsson har skrevet en kontrakt på 4½ år med FCK, og Solbakken er meget tilfreds med at venstrebacken spiller i Allsvenskan det næste halve år.

- Han har en alder, hvor han stadig kan forbedre sig meget. Og netop derfor er det en god ting for begge parter, at vi nu har den fælles fremtid på plads, men Ludwig kan udvikle sig videre med stort ansvar og meget spilletid i Göteborg det næste halve år, hvor vi i Pierre Bengtsson har en meget stabil spiller på pladsen i FCK, siger manager Ståle Solbakken.

Også Ludwig Augustinsson er naturligvis glad for aftalen:

- FCK har hele tiden været min førsteprioritet, og det føles godt at skulle gå fodsporene på de svenske spillere, der har startet og sluttet flotte karrierer i København. Jeg er også meget glad og taknemmelig for den løsning klubberne blev enige om, så min nuværende klub får noget for mig, og jeg kan spille sæsonen ud i IFK.

Facebook
Twitter