FCK sælger Verbic til Dynamo Kiev

Benjamin Verbic skifter FCK ud med Dynamo Kiev fra januar 2018.

Benjamin Verbic er færdig i FCK. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Benjamin Verbic har spillet sin sidste kamp for FC København. Den slovenske spiller, der har været FCK's bedste i efteråret, skifter til Dynamo Kiev fra januar 2018.

- Vi har fået et økonomisk meget attraktivt tilbud fra Dynamo Kiev, som gør, at det giver mening for os at slippe ham nu, siger FCK-direktør Anders Hørsholt.

- Det har hele vejen igennem været en del af planen og aftalen med Benjamin, at han skulle videre fra København på et tidspunkt, og timingen er rigtig nu for både spilleren og os, siger Hørsholt i en pressemeddelelse.

Stor interesse

Benjamin Verbic har spillet 99 kampe for FCK siden 2015 og har scoret 22 mål. Manager Ståle Solbakken peger på, at Verbic har udviklet sig meget, siden han kom til København, kulminerende med hans gode efterår.

- Benjamin har haft et meget stærkt efterår, og det har gjort, at interessen for ham har været meget stor. Vi har været meget glade for hans udvikling, og at vi er lykkedes med at få ham gjort så dygtig, som han er blevet, siden han ankom, siger manager Ståle Solbakken.

24-årige Benjamin Verbic har fået fire år i den ukrainske klub, og han er bevidst om, at han forlader FCK i en tid, hvor det går dårligt for klubben.

- Jeg har haft en helt fantastisk tid i klubben, hvor vi har haft enormt meget succes og opnået store resultater. Det er altid svært at forlade noget, man har været glad for, og især i en vanskelig periode for holdet, men jeg ved, at FCK rejser sig hurtigt og stærkt, siger han.

- Jeg ser frem til at prøve en ny udfordring, men jeg kommer helt sikkert også til at savne både klubben og byen, siger Benjamin Verbic.