FCK tager guldet, mens Lyngby sørger for bunddramatik: Se alle rundens superligamål her

Der var dramatik i Superligaens top, midte og bund, da næstsidste runde blev spillet mandag.

FCK-jubel under dagens kamp i Viborg. (Foto: © Bo Amstrup, Ritzau Scanpix)

Mandag blev flere store brikker Superliga-puslespillet lagt, da guldet og sølvet fandt sine ejermænd.

Men det blev også dagen, hvor Lyngby Boldklub afværgede nedrykning - i hvert fald for en stund - med en sejr over AaB. I stedet er der nu garanti for spænding og dramatik, når tre hold har akkurat samme antal point og dyster om nedrykning i sidste spillerunde.

Se alle målene fra mandagens fire kampe her:

FCK tog de første skridt mod guldet

Topholdet FC København var før næstsidste spillerunde ét point foran de nærmeste forfølgere fra FC Nordsjælland. Med en 2-1-sejr over Viborg sikrede de sig derfor selv matchbold om guldet næste weekend.

Samtidig lagde de pres på FC Nordsjælland, der senere mandag var tvunget til at slå Brøndby, hvis de fortsat ville spille med om guldet.

Brøndby prygler FCN

Det stod hurtigt klart, at Farum-holdet stod over for en stor opgave på Brøndby Stadion.

FCN kom bagud, inden kampen var to minutter gammel, og det blev ikke bedre, jo ældre kampen blev. FC Nordsjælland tabte 5-1 og sendte dermed mesterskabet til København for andet år i træk.

Lyngby udskyder nedrykningsdramaet

Bundproppen Lyngby formåede at vinde et yderst underholdende opgør mod AaB, og dermed holder Lyngby liv i drømmen om endnu en sæson i Superligaen.

Med 2-1-sejren er der garanteret dramatik i den sidste spillerunde i kvalifikationsspillet. AaB, Lyngby og AC Horsens har hver især 27 point nederst i tabellen, men kun ét hold kan bevare pladsen i landets bedste række.

AaB gæster Silkeborg i sidste spillerunde, mens AC Horsens og Lyngby mødes i den indbyrdes dyst om den eftertragtede plads.

FCM jagter fortsat Europa-playoff

FC Midtjylland kunne have sikret sig Europa-playoff, da de gæstede Silkeborg. Men sådan gik det ikke, selvom gæsterne kom foran to gange i anden halvleg. Silkeborg svarede nemlig igen, og holdene spillede 3-3.

OB er to point fra FCM på syvendepladsen inden sidste spillerunde, hvor de to mødes i den indbyrdes kamp om en plads i Europa. Silkeborg har 38 point og indtager niendepladsen.

Horsens tæt på nedrykning efter nyt nederlag

Fredag aften var nedrykningstruede AC Horsens foran på udebane mod OB, men fynboerne vendte det hele på hovedet og vandt 2-1.

AC Horsens kan dog nyde godt af, at Lyngby søndag slog AaB. For dermed er Horsens á point med netop AaB inden sidste spillerunde.

AGF gæster i morgen, tirsdag, kl. 19.00 lokalrivalerne fra Randers FC i mesterskabsspillet.