FCM-direktør efter tredje mesterskab på seks sæsoner: 'Nu må vi vel gå efter The Double'

Claus Steinlein mener, at midtjyderne skal drømme stort efter mesterskabet.

FC Midtjyllands spillere fejrer mesterskabet. (Foto: © Jens nøRgaard Larsen, Scanpix)

FC Midtjylland vandt torsdag klubbens tredje mesterskab. Det blev sikret, da midtjyderne i egen hule vandt 3-1 over FC København.

- Det er en fantastisk følelse. Lige nu er det helt forløsende og en sådan helt afslappende stemning. Jeg er virkelig, virkelig glad.

- Kæmpe cadeau til alle i klubben. Tredje mesterskab på seks år, det er helt vildt, siger Erik Sviatchenko.

FC Midtjylland-anfører Erik Sviatchenko sammen med FCM-direktør Claus Steinlein. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Det holdt ellers hårdt for Midtjylland, der kunne nøjes med uafgjort i opgøret. I første halvleg var midtjyderne presset langt tilbage, og de kom tilmed bagud, da Mohamed Daramy scorede for FCK. Derfor var det også et forvandlet Midtjylland, der kom ud til anden halvleg.

- Vi fik en lille røffel af Brian Priske i pausen, og så kommer vi ud med det, der hedder dansk mesterklasse, og så smadrer vi FCK, siger Sviatchenko.

Sæsonen var afbrudt på grund af corona, og derfor var det også en særlig ekstra oplevelse for klubbens cheftræner, Brian Priske, at blive dansk mester.

- Vi gik i to måneder og troede, vi næsten var mestre. Hele Danmark sagde, vi var mestre med hele 12 points forspring. Måske blev ligaen afviklet, måske blev den stoppet med det samme. Det er sgu også derfor, at jeg er så stolt over, at vi klarer det på den her måde, fordi det har været mærkeligt.

- Vi har været de bedste hele vejen igennem. Vi har været stensolide rent defensivt, arbejdet hårdt for hinanden, og så synes jeg, vi har nogle individuelle kvaliteter, som også på dagen afgør det, siger Brian Priske.

Mesterskabet er FC Midtjyllands tredje på seks sæsoner, så derfor tør direktør Claus Steinlein også godt skyde efter mere.

- Vi har aldrig prøvet at vinde The Double, så må vi vel gå efter The Double. Men vi skal gå efter europæisk fodbold. Når man deltager i Champions League, så er målet at komme i Champions League, siger Claus Steinlein.