FCM er i økonomisk stormvejr

Havde det ikke været for den indiske storinvestor Dempo, havde FC Midtjylland ikke eksisteret i dag. Det siger klubbens storaktionæren Steen Hessel.

FC Midtjylland forventer et underskud på hele 35-37 millioner kroner i dette regnskabsår. (Foto: Johnny Anton Wichmann © Scanpix)

Økonomien slingrer faretruende på den midtjyske hede. Derfor havde FC Midtjyllands storaktionær og medstifter Steen Hessel valgt at ringe med alarmklokkerne og indkalde til en ekstraordinær generalforsamling i aften. Målet har været at få udskiftet den siddende bestyrelse.

- Alle bliver nødt til at få at vide, hvordan det ser ud, forklarede Steen Hessel til Herning Folkeblad og de omkring 200 aktionærer, der var samlet på MCH Arena.

Kejserens nye klæ'r i bestyrelsen

Forud for generalforsamlingen havde FCM ændret forventningerne til det indeværende regnskabsår. Tidligere havde der været varslet et underskud på 19-29 millioner kroner, men i dag blev dette ændret til hele 35-37 millioner kroner. Et underskud i den størrelsesorden truer klubbens fremtid, fastslog Steen Hessel:

- Det betyder, at hvis vi taber 15 millioner kroner næste år, så er egenkapitalen nede på et niveau, hvor vi ikke må skrive kontrakter, siger han til aoh.dk.

Han langede samtidig ud efter den afgående bestyrelse, der har forklaret det stigende underskud med finanskrisens påvirkning af fodboldverdenen:

- Det har været som kejserens nye klæ'r med kejseren for bordenden, og ingen har stillet spørgsmål.

Indisk rigmand reddede FCM

Situationen havde dog været endnu værre, hvis ikke den indiske storinvestor Shrinivas Dempo havde skudt et beløb i omegnen af 60 millioner kroner i klubben sidste sommer:

- Vi skylder den mand alt. Vi var heldige og dygtige at blive udvalgt til hans projekt, sagde Hessel og fastslog:

- Uden Dempo havde der ikke været nogen klub i dag.

Som ventet blev der valgt nye medlemmer og ny formand i den bestyrelse, der nu skal styre de midtjyske fodboldambitioner ud af det finansielle uvejr.