Fischer lukker hektisk uge med mål og sejr: 'Kunne ikke have været bedre'

Viktor Fischer blev matchvinder mod ærkerivalen Brøndby efter en turbulent uge.

FC Københavns Viktor Fischer jubler efter Superligakampen mellem Brøndby IF og FC København. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Efter en uge med stort fokus på de homofobiske tilråb, som FCK's offensive profil Viktor Fischer i seneste spillerunde modtog i Odense, var det søndag blevet tid til at lade fødderne tale.

Og det gjorde han så, Fischer. Med sin scoring til 2-1 kort før pausen mod ærkerivalerne fra Brøndby, blev Fischer matchvinder i derbyet på Vestegnen.

Ikke den værste måde at runde en turbulent uge af, lyder det fra Viktor Fischer.

- Det kunne ikke have været bedre. Tre point, matchvinder og en solskinsdag. Vi var ikke bedst, men vi vandt alligevel, så det har været en god afslutning på en hektisk, men nødvendig, uge, siger Viktor Fischer.

Andreas Bjelland går på banen med et regnbuefarvet anførerbind. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Blev mødt af råb under opvarmning

Netop Brøndby-fans markede sig mandag aften i Farum med sange om Viktor Fischer, og da spillerne søndag eftermiddag kom på banen for at varme op, var der igen skruet op for varmen i det kreative sanghjørne.

Heldigvis ophørte sangene, da kampen gik i gang, siger Fischer.

- Jeg oplevede det inden kampen, desværre. Men på den anden side kan man sige, at skal det være – og det synes jeg aldrig, det skal – så var det ikke i løbet af kampen. Vi havde ikke brug for at fløjte kampen af på grund af det, og det er virkelig et step i den rigtige retning.

- Det var eksemplarisk opførsel i løbet af kampen, og vi fik den samme hadske, smukke stemning mellem de historisk set to største fodboldklubber i landet, siger Viktor Fischer.

Facebook
Twitter