Flere folk skal lokkes på nyt stadion i Silkeborg

De kunne ikke have ønsket sig det bedre i Silkeborg, der åbnede nyt stadion med dramatisk sejr over rivalerne fra AGF. Nu skal der flere folk på stadion.

Det gik nærmest over al forventning for Silkeborg IF, der mandag aften kunne indvi deres spritnye hjemmebane. På et udsolgt stadion blev rivalerne fra AGF sendt hjem til Aarhus med et 2-1-nederlag efter en dramatisk kamp, der bød på to røde kort og masser af chancer i begge ender.

- Det har været en fantastisk kamp i aften. Jeg sagde faktisk inden, at det vigtigste var, at det hele virkede og så var kampens resultat sekundært, men det var nu skønt at få tre point alligevel, siger administrerende direktør i Silkeborg IF, Kent Madsen, der før kampen især var spændt på, om stadion kunne levere den fortættede stemning, som konstruktionen lægger op til.

- Det var intenst og spændende – og også lige lidt for intenst til sidst. Men jeg synes, at vi fik dokumenteret, at vi har fået lavet et stadion, der virker med international klasse, når man tager højde for størrelsen på stadion. Det var fantastisk.

Tolvtemanden kunne mærkes

Selvom stadion var udsolgt, så var der faktisk ikke helt proppet på Jysk Park, da omtrent 600 personer med billet ikke dukkede på Jysk Park, der har kapacitet til 10.000 tilskuere. De 9411 fremmødte er dog langt højere end normalt, når Søhøjlandets stolthed løber på banen, og for Kent Madsen handler det nu om at holde fast i de tilskuere.

- Vi havde et tilskuergennemsnit lige omkring 3000 i sidste sæson. Kan vi løfte det til 4000, så tror jeg, at vi skal sige, at det er faktisk fint. Skal vi over det, så skal der altså sportslig vind i ryggen. I en by af vores størrelse, så skal man være godt tilfreds, hvis man kan få mellem 4000 og 5000 tilskuere, siger Kent Madsen, der stadig har nogle ting, der skal justeres, men ellers er ovenud tilfreds med det nye stadion i Silkeborg.

- Der var noget teknik, der drillede. Der var noget med de nye billetmaskiner, der var også noget højtalervolumen herinde, der godt kan få lidt mere. Men det er små ting, der kan justeres ind. Det vigtige i dag var, at det var første gang, at vi havde folk herinde. Og blev lyden fra dem inde på stadion? Kunne man mærke dem? Det synes jeg, man kunne, siger Kent Madsen.

I klippet øverst kan du opleve lidt af stemningen på Jysk Park i et kort sammendrag af Silkeborgs 2-1-sejr over AGF.

Silkeborg havde i sidste sæson i gennemsnit 2886 tilskuere på lægterne pr. hjemmekamp. Det er det 11.-bedste snit i Superligaen. FC København toppede med 13.092 tilskuere i gennemsnit pr. hjemmekamp.