Flere superliga-spillere melder sig klar til landsholdstjans trods konflikt

Mens DBU afventer spillernes svar på deres udspil til en ny aftale, melder flere superliga-spillere sig klar til at stille op i stedet for Eriksen og Schmeichel.

Flere Superliga-spillere har meldt sig klar under DBU's faner. (Foto: Carsten Bundgaard © Scanpix)

Siden denne artikels udgivelsen har både Janus Drachmann, Alexander Ludwig og Lasse Kryger trukket deres udsagn tilbage. De står dermed ikke til rådighed for landsholdet under konflikten.

DBU og herrelandsholdet kan ikke blive enige om en vilkårsaftale for spillerne på landsholdet. Så længe, at en aftale ikke er på plads, vil spillerne ikke spille kampene den 5. og 9. september.

DBU har givet spillerne frem til kl. 18.00 søndag til at acceptere en forlængelse af den tidligere aftale.

Men selv, hvis spillerne siger nej, holder DBU fast i, at kampene skal afvikles, og det kan betyde, at de vante stjerner fra landsholdet skal byttes ud med andre fodboldspillere. Det kan blandt andet blive superliga-spillere.

- Jeg har ikke fulgt 100 procent med i konflikten. Men jeg tror da nok, at det er min eneste mulighed for at spille på landsholdet, så mon ikke jeg vil sige ja, siger Alexander Ludwig fra OB.

Og samme positive tilgang har hans holdkammerat Janus Drachmann.

- Der er nogle, der er bedre end mig, men jeg ville aldrig takke nej, hvis landstræneren ringede. Men der er rigtig mange spillere, der er foran mig, siger han.

Flere positive udmeldinger

Allerede efter gårsdagens opgør mellem Hobro og Sønderjyske var der spillere som meldte sig klar til at spille for landsholdet trods konflikten mellem spillernes fagforening, Spillerforeningen og DBU.

Blandt andet Hobro-spilleren Vito Hammershøy-Mistrati gav tilkende, at han ville sige ja, hvis landstræneren ringede.

Men i dag har han via det sociale medie Twitter valgt taget afstand fra sin egen udmelding.

Lasse Kryger fra AC Horsens, der er medlem af spillerforeningen, meddeler til gengæld, at han gerne vil spille for landsholdet på trods af, at hans kollegaer er i konflikt med DBU.

- Mit svar vil jo nok være, at det vil jeg sige ja til. Som 35-årig tror jeg ikke, at jeg får andre muligheder for lige at spille mig på landsholdet, så det tror jeg er en mulighed, jeg vil udnytte til fulde, fortæller Lasse Kryger til TV 2 SPORT.

Facebook
Twitter