Fodbolden er ikke nået længere end dengang 'en bøsse var noget, man gik på jagt med'

Dansk fodbold lever i 1950’erne, når det gælder tilgangen til homoseksuelle, men måske kan Viktor Fischers kommunikative kongekasse afhjælpe problemet.

FCK's Viktor Fischer blev søndag udsat for homofobiske sange af OB's fans. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Der er ikke ret meget, som tyder på, at Viktor Fischer er bøsse.

Tværtimod faktisk, men det bemærkelsesværdige ved de seneste dages store samtaleemne i dansk fodbold er, at det stort set også er inderligt ligegyldigt.

Når fans fra OB, Brøndby eller en helt tredje klub synger om, at FCK-profilen eller andre navngivne spillere er ’homo’ eller ’gay’, handler det ikke så meget om, at de inderst inde er overbeviste om, at vedkommende elsker mere med hankøn end med hunkøn.

Ja, flere af tilskuerne bag sangene har nok i virkeligheden ikke ret meget mod bøsser.

Det handler om at nedgøre en modstander. At vise foragt. At bringe dem ud af kurs. Og på fodboldstadion har man gennem årtier gjort det ved at betvivle en modstanders seksualitet ud fra tesen om, at hvis modstanderen var ’homo’, bøsserøv’ eller endnu værre betegnelser – ja, så var han heller ikke en rigtig mand.

Det kan virke håbløst umoderne (Fischers egne ord) i 2019, men tænk blot tilbage på vores ikoniske Hall of Fame og Europamesterskabs-vindende landstræner, Richard Møller Nielsen, der på et officielt pressemøde brugte vendingen. ”Dengang en mand, var en mand, og en bøsse var noget, man gik på jagt med.”

Jeg kom også til at tænke på en episode fra min egen lidet glorværdige fodboldkarriere på Kløvermarkens knoldede baner, hvor vi mødte et hold med en ret god og meget snakkende højre kant.

Hele tiden gik han og stak verbalt til vores venstre back.

”Hvad så din lille bøsserøv?”, ”Jeg knepper dig jo igen og igen” osv.

Til sidst blev det lidt for meget for Simon, der ved et hjørnespark diskret sagde, at hvis højrekanten virkelig mente det, så kunne de jo lige udveksle telefonnumre i omklædningsrummet efter kampen. Det kostede vores back en tur i græsset, modstanderen et rødt kort og alle øvrige implicerede en grim bismag i tredje halvleg.

Sådan er virkeligheden desværre stadigvæk, og derfor var det også i min optik en ’kommunikativ kongekasse’, da Viktor Fischer søndag aften fik italesat problemerne med de homofobiske sange fra tribunen, så det blev hørt langt ud over fodboldens egen lille verden.

Netop Fischer kan nemlig gøre det. Han er en af ligaens største profiler, han er eminent til at formulere sig foran et kamera – og så har han lige så meget selvtillid som Bendtner og Balotelli. Til sammen.

Det betyder, at Viktor Fischer ikke er bange for tilråbene fra tribunerne. Han bliver måske endda bedre af dem. Som han selv formulerede det: ”Kom med det! Kald mig idiot eller fjols, men kom nu videre fra det der med homo.”

Viktor Fischer blev udsat for homofobiske tilråb under kampen mellem FC København og OB. (Foto: claus fisker © Scanpix)

Men hvad er så egentlig problemet, når nu Fischer hviler tilpas meget i sig selv og sin seksualitet, og det med homo-råbene i øvrigt altid har været ’en del af gamet’?

Ja, problemet er, at dansk fodbold rigtig mange steder stadig bevæger sig rundt engang i 1950’erne, når det gælder accept af og omgang med forskellige former for seksualitet og i øvrigt alternative livsformer end den helt hetero-normative.

Nævn mig for eksempel lige hurtigt tre danske fodboldspillere, der åbent har talt om, at de er til mænd.

Det kan du ikke, for de historier findes ikke. Der var engang snak om en homoseksuel i FC Nordsjællands spillertrup, og var der ikke også noget med ham der fra Viborg?

De erklærede homoseksuelle i dansk fodbold findes lige så lidt, som de gør det i den internationale fodboldverden. Faktisk er der i udlandet trods alt enkelte eksempler mod ingen herhjemme – og det tror da pokker, når man ser på, hvordan Viktor Fischer er blevet behandlet og omtalt i den her uge.

Jonas holder sin kæft

Han har selvtilliden, modet og de verbale evner til at stille sig frem og tage turen foran både modstanderfans, medier samt al retorikken om, at nu skal han vist også passe på ikke at tage alting så nært og helligt, men tænk på, hvis Fischer havde været 19 år gammel, havde heddet Jonas og været på vej til et gennembrud for en jysk bundklub i Superligaen – og i øvrigt rent faktisk var homoseksuel.

Ville det være ønskværdigt og en reel mulighed for Jonas at stå ved sig selv og sin seksualitet og dermed vide, at han stadig i 2019 med altovervejende sandsynlighed ville blive mødt af tilråb og smædesange på alle Superligaens udebaner? Ja, måske også fra egne tilskuere på hjemmebane.

Nej, vel. Alle unge mennesker har i den alder rigeligt at gøre med bare at finde ud af, hvem de i virkeligheden er, og i den sammenhæng er der brug for opbakning, ikke modstand.

Så Jonas holder sin kæft og lyver for alle i klubben og omgivelserne. Selvfølgelig gør han det.

Eller også – og det er langt mere sandsynligt - er han for længst stoppet til fodbold, selv om han egentlig var det største talent i klubben. Han passede ikke ind. Han ’mistede lysten’.

Hvor mange spillere, dansk fodbold har mistet på elite- og breddeniveau som følge af den her problemstilling og udbredte retorik er umuligt at dokumentere, men mit bud er, at tallet langt fra et ubetydeligt.

Derfor havde Fischer en stærk og væsentlig pointe søndag aften, da han lykkedes med at sætte fokus på de homofobiske tilråb fra tribunen. Ja, de har altid været der, og det kan være nok så ’uskyldigt’ ment.

Men ord betyder altid noget. Også på et fodboldstadion.

Facebook
Twitter