Fodboldspilleren William Kvist indstiller karrieren

William Kvist blev aldrig en publikumsyndling. Til gengæld var han uundværlig for specielt FC København, fortæller Andreas Kraul.

William Kvist skal fremover arbejde som Spillerforeningens bindeled mellem landsholdsspillerne og DBU. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Superligaen mister efter denne sæson en af de faste dele af møblementet. FC Københavns midtbanespiller William Kvist går på pension.

34-årige Kvist kommer formentlig til at lægge støvlerne på hylden med endnu et dansk mesterskab til sin samling. Meget skal i hvert fald gå galt, hvis FC København skal sætte sit forspring på 11 point til FC Midtjylland over styr og nægte Kvist sit ottende danske mesterskab i karrieren.

Timingen i Kvists karrierestop kommer dog ikke bag på DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul:

- Det har ligget meget lige for, at han skulle stoppe nu. Hans karriere i FC København er gået fra, at han var anfører, til at han var indskifter, til at han blev en trupspiller, som skulle hjælpe de unge. Så det var nok ikke en rolle, han kunne se sig selv i i mange år frem, siger Andreas Kraul.

Der er to historier at fortælle, når man ser tilbage på William Kvists karriere.

Den første handler om en slider, der fik det meste ud af sit talent. En fodboldspiller, der aldrig gjorde noget ekstraordinært, men alligevel formåede at blive den kit, der bandt de hold sammen, som han med tavst, hårdt arbejde gjorde sig uundværlig på.

- Jeg vil huske William Kvist ud fra det citat, som hans tidligere holdkammerat i FC København Benjamin Verbic sagde om ham: ’Det er svært at vinde kampe med Kvist på holdet, men det er stort set umuligt at gøre uden.’ Det opsummerer meget godt William Kvist.

- Han var ikke en publikumsyndling med fede finter eller mål, der sad helt oppe i hjørnet. Men han har været enormt vigtig for de hold, han har spillet for.

Yoga og juicemaskiner

På Kvists fodbold-CV er det især de to perioder i FC København, der lyser klarest. I midten af 00’erne var han en central figur på det mandskab, der kvalificerede klubben til Champions League for første gang i sin historie, og som i de efterfølgende år spillede sig i gruppespillet i Europa League.

Han trækker sig tilbage med i hvert fald syv, nok snarere otte, danske mesterskaber, tre pokaltitler, samt titlen som den spiller med flest kampe for FC København.

To gange er han blevet kåret til Årets Spiller i dansk fodbold, og landsholdet har han repræsenteret 82 gange.

Men med til historien om William Kvist hører også fortællingen om en fodboldspiller, der tænkte alternativt.

William Kvist har spillet 422 kampe for FC København og scoret 13 mål. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Med en bevidsthed om at forskellen på succes og fiasko i fodbold afhænger af langt mere end kvaliteten af ens førsteberøring, forsøgte Kvist konstant at være nysgerrig på de metoder, der kunne give ham selv den mindste fordel, når han trådte på banen.

- Han var en af de første spillere i dansk fodbold, der for eksempel talte åbent om at bruge en mentaltrænere. Han har dyrket yoga, og han har taget juicemaskiner med til slutrunder, og det har gjort det mere legitimt for mange andre at optimere på alle mulige ting rundt om selve fodbolden.

- Han har aldrig lagt skjul på, at han ikke havde det største fodboldtalent, men der har han alligevel fået utroligt meget ud af sin karriere ved at analysere sig frem til, hvordan han alligevel hele tiden kunne blive bedre, siger Andreas Kraul.

William Kvist skal fremover arbejde for Spillerforeningen, hvor han skal fungere som bindeled mellem landsholdsspillerne og DBU i en rolle, som Spillerforeningen selv beskriver som ’landsholdets mand’.

Facebook
Twitter