Formand i dommerudvalg: Kvinder skal mod Superligaen hurtigst muligt

Dansk Boldspil-Union skelner ikke mellem køn på dommere og vil derfor gerne følge fransk og tysk eksempel.

Frida Mia Klarlund Nielsen er her i aktion under kampen mellem Lyngby og AaB i Reserveligaen. (Foto: Jens Dresling)

Danmark har aldrig haft en kvindelig dommer til at styre fløjten i landets bedste fodboldrække, men måske kan det blive ændret i nær fremtid.

I hvert fald hvis det står til Gitte Holm, der er formand for DBU’s kvindedommergruppe og medlem af dommerudvalget i unionen.

- Min egen drøm er, at vi indenfor de næste fire eller fem år har en kvindelig dommer i Superligaen, siger hun.

Også Michael Johansen, der er formand for DBU’s dommerudvalg, ser positivt på muligheden for at få kvindelige dommere i Superligaen.

- Der arbejdes på, at de kvindelige dommere skal opad i rækkerne hurtigst muligt, så jeg vil på ingen måde være overrasket, hvis vi indenfor de kommende fem år ser en kvindelig dommer lede en Superliga-kamp, siger han og fortsætter:

- Vores målsætning er, at vi har både kvinder og mænd med på den rejse, som det er at være fodbolddommer. Men det kræver naturligvis også, at præstationerne og niveauet er til stede hos begge køn.

I både Tyskland og Frankrig er der allerede en kvindelig dommer i landets bedste række, mens der ingen er i de øvrige skandinaviske lande.

To kvinder på spring

Til gengæld er der to kvindelige dommere i den danske 2. division i fodbold.

Både Frida Mia Klarlund Nielsen og Tinna Høj Christensen er i øjeblikket i gang med deres tredje sæson i landets tredjebedste række hos mændene.

Og førstnævnte er glad for udmeldingen fra de to personer i DBU’s dommerudvalg.

- Jeg er klar til at tage springet om fem år! Og jeg synes, at det lyder som en meget fornuftig tidshorisont, siger Frida Mia Klarlund Nielsen.

En tjans som Superliga-dommer vil nemlig være en drøm, der går i opfyldelse.

- Jeg er gået forrest i andre sammenhænge, og selvfølgelig vil jeg også gerne fortsætte med at være en rollemodel, siger Frida Mia Klarlund Nielsen med henvisning til, at hun var den første kvindelige dommer, der fik lov at dømme herrekampe i de danske divisioner for tre år siden.

Skal være klar

På trods af hendes erfaring som divisionsdommer, erkender Frida Mia Klarlund Nielsen gerne, at det vil kræve tilvænning at skulle tage skridtet op som Superliga-dommer.

Samme holdning har Gitte Holm, der blandt andet forklarer, at det kan tage tid at vænne sig til tempoet i landets bedste række.

Derfor er det også vigtigt med små og fornuftige skridt i dommerstøvlerne, forklarer hun.

- Hvis jeg selv måtte bestemme, om der skulle være en kvindelig Superliga-dommer i den kommende spillerunde, så ville mit svar være nej. Det er vigtigt at bygge langsomt på, så dommerne er klar, når de bliver rykket op i landets bedste række, siger Gitte Holm.

Facebook
Twitter