Fra flygtningelejr til toppen af Superligaen: Awer blev født mellem 180.000 flygtninge

FC Midtjyllands Awer Mabil blev født i en flygtningelejr i Kenya og voksede de første 10 år af sit liv op under meget trange kår.

Awer Mabil er kendt som den glade fodboldspiller fra FC Midtjylland med det store, hvide smil. En venlig og meget imødekommende 23-årig australier fuld af livsglæde – og det er med god grund.

Den lynhurtige kantspiller har fået sit gennembrud for FC Midtjylland, hvor han er fast mand på holdet, og netop har forlænget sin kontrakt. Derudover scorede han for nylig i sin debut på det australske landshold.

Men bag smilet gemmer der sig en historie, som rummer meget mere end blot lykkelige stunder. En historie om en barndom i ekstrem fattigdom i Afrika.

For selv om han i dag er australsk statsborger, så voksede Awer Mabil op langt fra den vestlige verdens mange fordele. Han blev født i den enorme flygtningelejr Kakuma i Kenya, som i dag huser godt 180.000 flygtninge fra mange afrikanske lande.

Awer Mabils familie flygtede i 1994 dertil fra Sydsudan for at komme væk fra krig og vold. Året efter kom han selv til verden i lejren - omgivet af tusinder af andre flygtninge.

- Det var ikke sikkert i Sydsudan, så mine forældre flygtede for at beskytte deres børn. Kakuma er et fantastisk sted, og det vil altid være mit hjem, selv om jeg var der som flygtning. Det er var et frelsende sted for mange flygtninge – det er en gateway for mange til at komme væk fra krigszoner, siger han.

Sådan bor flygtningene i lejren Kakuma i Kenya. (Foto: THOMAS MUKOYA © Scanpix)

Opvokset i en mudderhytte

I Kakuma voksede Awer Mabil op uden sin far, som døde, før Mabil blev født. Sammen med sin mor, sin bror og sin søster boede han under kår langt fra dem, han oplever i dag i Danmark.

- Mine onkler byggede vores mudderhytte. Fundamentet var bygget op af træpinde og mudder. Det var på størrelse med et soveværelse i et normalt hus i den vestlige verden, siger han.

- Sådan boede alle i Kakuma.

Som flygtninge fik familien på fire mad fra nødhjælpsorganisationer to gange om måneden – et kilo ris og et kilo bønner til hver person.

- Det var noget af det sværeste for forældrene, fordi de skulle fortælle deres børn, at de kun kunne spise én gang om dagen.

- Vi håndterede det ved at prøve at holde os i gang, og det kunne man kun ved at være sammen med sine venner og familie, forklarer Mabil, mens han lettere nervøst kører sine fingre imod hinanden. Alligevel fastslår den driblestærke fodboldspiller, at han var glad for at bo i flygtningelejren.

- Jeg var et barn, så jeg kendte ikke til andet. Jeg var altid glad, men det var hårdt for min mor i lejren. Hvis der ikke var nok mad, så ville hun ikke spise og i stedet sørge for, at mine søskende og jeg fik mad. Ting som det ofrede hun hele tiden for os, hvilket i dag er vildt at tænke på.

Vold og krig kom tæt på

Awer Mabils hårde barndom kulminerede, da han midt i de ellers sikre omgivelser i Kakuma, langt fra vold og drab, pludselig blev fanget midt i en krig mellem flygtninge fra lejren og de lokale kenyanere, som boede i landsbyen ved siden af.

- Jeg husker krigen ret tydeligt. Vi legede på en mark på den anden side af en flod, hvor de lokale boede. Vi hørt fra nogen i lejren, at de lokale og nogle af flygtninge var kommet op at slås. Det var noget stort, og der var folk, som blev dræbt.

Det blev starten på en meget utryg tid i flygtningelejren for en blot ti år gammel Mabil med gengældelsesangreb frem og tilbage mellem de to grupper.

- Når man gik på vejen, så lå der folk i vejsiden som var blevet skudt. Når man ser den slags ting som barn, så kan være traumatiserende i lang tid, og jeg huske det tydeligt. Jeg tænker og stadig på det, når jeg rejser tilbage til Kakuma. Det bringer minderne om det frem igen.

Awer Mabil føler i dag ikke at rædslerne har påvirket ham i negativ forstand. Han har i stedet brugt oplevelserne på en positiv måde.

- Jeg har oplevet meget modgang, og selv om jeg ikke var klar over det dengang, så accepterede jeg bare, at det var en del af livet. I Sydsudan skete der værre ting, så jeg tænkte, at jeg var ret heldig for ikke at vokse op der.

- Jeg synes, jeg havde en rigtig god barndom. Jeg havde så mange gode oplevelser som barn, så jeg ville ikke lade de negative ting overskygge det positive, forklarer australieren med de sydsudanesiske aner.

En omvæltning at bliver australier

Fundamentet til en kombination af de to nationaliteter blev støbt, da Awer Mabil og hans familie i 2006 fik et humanitært visum af Australien – noget, som mange ansøgte om, men kun få fik.

Selv om han i dag anser sig selv som en af de heldige få, som fik chance for et nyt liv, så var det ikke den følelse, han ankom Down Under med.

- Da jeg kom til Australien ville jeg bare tilbage til Kakuma, siger Awer Mabil og griner. Men forklaringen bag giver et godt billede af, hvor stor en omvæltning det som barn er, at skifte flygtningelivet i en kæmpe lejr med knap 200.000 ligesindede ud med den moderne, vestlige verden.

- Jeg havde været der et par dage, og så tænkte jeg; jeg kan ikke blive her. Som barn var jeg nemlig vant til at lejren var åben, og når man gik ud af sit hus, så var der naboer, som man kunne snakke med. Man havde altid meget at gøre med folkene omkring én.

- I Australien var der hegn rundt om alle huse, og man kunne ikke bare gå over til andres hus og lege. Det var et chok, og der gik et par år, før jeg blev vant til den australske kultur.

Chokket stoppede dog ikke der. Som barn opvokset i stor fattigdom i en mudderhytte i Kakuma, troede han ikke, der fandtes en anden virkelighed end det.

- Jeg troede, at det var sådan verden var. Man forestiller sig ting, som når vi så et fly i luften, så tænkte man, at det vil jeg prøve, men man ved ikke helt hvad det er, fordi man ikke ved, hvad der er uden for det sted.

Awer Mabil sammen med sine søskende og sin mor.

Derfor var det også en stor omvæltning at gå fra leve i en etværelses hytte til at have både køkken og toilet inde i et hus.

- Det havde været utænkeligt for mig i Kenya. Det havde man ét toilet, som flere huse i området skulle dele. Som barn måtte jeg vække mor min eller bror for at kunne gå på toilettet, fordi jeg var bange. Så at komme til et sted, hvor man kunne gøre alt inde i huset, var fantastisk.

Fodbold har altid været et helle

Efter Awer Mabil ankom til Australien fik han for første gang mulighed for at spille fodbold under organiserede forhold i klub. Før det havde sporten givet ham en stor glæde i et ellers svært liv som flygtningebarn.

- Jeg spillede aldrig organiseret fodbold i Kakuma. Det var mere bare 50 børn, som løb rundt efter én bold. Så når man fik fat i bolden, så prøvede man at holde fast i den så længe som muligt, fordi det var ikke sikkert du ville røre den igen de næste 20 minutter.

Det er en bold, som den Awer Mabil har mellem benene, som han spillede med som barn.

- Man er nødt til at improvisere, så man laver en bold ud af plastikposer eller hvis man er heldig, så finder man ballon, som man så binder tøj rundt om. Det var det bedste mulighed for at få en bold.

Den barnlige og lettere kaotiske tilgang til fodbold i flygtningelejren i Kenya, havde givet Awer Mabil en boldkontrol i særklasse, men det har samtidig også gjort det svært for ham at falde til på et hold.

- Når man spiller på et hold, så er det vigtigt at blive på så position, og i starten ville jeg tage bolden nede forsvaret og så ellers prøve at drille alle modstanderne for at score, fortæller FCM-spilleren, der var 14 år før han første gang prøvede at spille med en læderfodbold.

Det var en mark som denne, at Mabil (i grønt) spillede fodbold som barn.

Efter en succesfuld tid i den australske klub Adelaide hentede FC Midtjylland i 2015 det dengang 19-årige talent til den jyske hede.

- Det var nemt at komme til Danmark. Folk er ret reserverede, men når man lærer dem at kende, så er de åbne. Det kan jeg godt lide, og det nok også derfor, jeg fik en dansk kæreste ret hurtigt. Så Danmark er blevet et hjem for mig.

Men hvor det fungerede på det personlige plan, så udviklede karrieren i Midtjylland sig ikke i den retning, Mabil havde drømt om.

- De to første år jeg var i Danmark, spillede jeg ikke så meget. Det var hårdt, men jeg tænkte over, hvad jeg havde lært, og kunne ikke bare give op. Jeg var nødt til at kæmpe for det og arbejde hårdt.

Efter lejeophold i Esbjerg og portugisiske Pacos de Ferreira har Awer Mabil i denne sæson fået sit endelige gennembrud i de danske fodboldmestre med en fast plads på holdet, hvilket ind til nu har kastet to mål og seks oplæg af sig. Med succesen i dansk fodbold er han samtidig også blevet belønnet med en debut for australske landshold.

Awer Mabil efter han har udlignet til 2-2 for FC Midtjylland i Superligakampen mod Brøndby. FCM endte med at vinde 3-2. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

- Det var helt vildt. Det er noget, jeg vil sætte pris på for altid. Jeg har ikke helt fattet endnu, at jeg har repræsenteret Australien og scoret i min debut.

- For et par uger siden spillede vi imod Brøndby. Stadionet var fyldt, og vi gik ind på det grønne græs, mens fansene klappede. Der tænkte jeg 13 år tilbage, hvor jeg var på en ujævn mark uden græs, med en bold lavet af plastikposer. I det øjeblik gik det op for mig. Hvis jeg for 13 år siden havde fået at vide, at jeg ville spille i Europa og på det australske landshold, så ville jeg have sagt, du var vanvittig, fortæller han om øjeblikket på MCH Arena i Herning.

Giver tilbage til Kakuma

Selv om Awer Mabil har lagt livet som flygtebarn bag sig, så har han ikke glemt, hvor han kommer fra. Derfor har han lavet velgørenhedsprojektet ’Barefoot to Boots’, hvor han indsamler blandt andet fodbold- og hospitalsudstyr til flygtninge, der bor i Kakuma.

Et billede fra et af Awer Mabils besøg i flygtningelejren Kakuma. (© Barefoot to Boots)

To gang om året rejser han selv tilbage til Kenya og besøger lejren, hvor han tilbragte de første 10 år af sit liv

- Jeg prøver at hjælpe børnene i Kakuma med at opfylde deres drømme, men også så de kan se, at selvom man har klaret sig videre derfra, så vil man stadig gerne komme tilbage og sig hej. Jeg vil gerne være den slags person, som viser, at han aldrig glemmer dem.

- Jeg tænker meget på Kakuma, fordi jeg stadig har mange venner der. Det vil altid være en del af mig, fordi jeg blev født og opvokset der, siger Mabil.