Fra Vestegnen til Festegnen: Genoplev Brøndbys guldfest

Du kan genopleve Brøndbys guldfejring i video og billeder.

I 2005 var det Per Nielsen, der kunne løfte pokalen - i 2021 er det Andreas Maxsø. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Det gik ikke stille for sig, da Brøndby IF mandag vandt 3F Superligaen efter 2-0-sejren over FC Nordsjælland i sidste spillerunde.

Efter 16 års ventetid fik guldfesten på Brøndby Stadion frit løb.

Du kan genopleve festen på Vestegnen her.

Brøndby vinder 2-0 og er vindere af 3F Superligaen

Brøndby sikrede sig sejren over FC Nordsjælland på mål af Lasse Vigen og Anis Slimane. Jublen var derfor ikke til at tage fejl af, da klubbens 11. danske mesterskab efter 16 års tørke blev en realitet.

Da slutfløjtet lød, kom tilskuerne spurtende ind på banen, mens spillerne forsøgte at komme ned i spillertunnelen.

Fans på banen

Banen blev stormet af mennesker, i det sekund at Jakob Kehlet fløjtede kampen af. (Foto: Martin Sylvest © Scanpix)

Begge holds spillere gik efter kampen i omklædningsrummet, mens banen blev ryddet for fans.

Niels Frederiksen: 'Selvfølgelig er jeg en lettet mand, men jeg er også en glad og stolt mand'

- Spillerne har virkelig stået sammen, de har kæmpet hårdt, så det var dejligt, at det var forløsningen i dag, lyder det fra en glad Brøndby-træner Niels Frederiksen efter kampen.

Mikael Uhre modtager beviset på topscorer-titlen

Mikael Uhre, der fik sin Superliga-debut i Sønderjyske, tager titlen som topscorer i 2020/2021-sæsonen i Superligaen. Uhre topper listen med 19 scoringer foran Jonas Wind fra FCK og Patrick Mortensen fra AGF, der hver har nettet 15 gange.

Tid til medaljer

Spillerne træder frem én for én for at modtage hele to guldmedaljer - den ene fra Dansk Boldspils Union (DBU), og den anden fra Dansk Idrætsforbund (DIF). Senere følger også trænerstaben, og til sidst indtager anfører Andreas Maxsø den blå løber og for at gøre klar til pokal-løft.

Maxsø løfter pokalen og Frederiksen får en flyvetur

Den nuværende pokal er fra 1999, og er lavet af Georg Jensen. Det er en vandrepokal, og derfor skal man give det 5,5 kilo tunge sejrsbevis i sterling sølv videre, hvis man ikke genvinder mesterskabet.

"We are the champions" brølede ud af højtalerne på Brøndby Stadion, da Maxsø hævede DBU-pokalen foran sine holdkammerater. Efter pokalen får også cheftræner Niels Frederiksen en tur op i luften.

Festende fans foran stadion

Brøndbyfans i forbindelse med superligakampen imellem Brøndby og FC Nordsjælland på Brøndby Stadion, mandag den 24. maj 2021. (Foto: Martin Sylvest © Scanpix)

Også udenfor stadion vil festen ingen ende tage. Tørken på 16 år er endelig forbi, og de kan slukke sejrstørsten for første gang siden 2005.

FacebookTwitter