Fredagskamp for 20 år siden: Så galt gik det på Vestegnen

Brasilianske Vragel Da Silva scorede efter ét minut, men fik alligevel en rædsom kamp, da Brøndby spillede fredagshjemmekamp for 20 år siden.

Artiklen er rettet fredag klokken 15.33. Tidligere fremgik det af artiklen, at det er 20 år siden, at Brøndby sidst spillede en fredagskamp. Det er imidlertid kun fire år siden. Samtidig fremgik det, at Vragel da Silva fik debut i den omtalte kamp, hvilket heller ikke var korrekt.

Det hører til sjældenhederne i dansk fodbold, at Brøndby IF spiller fredagskampe på hjemmebane i Superligaen.

Fænomenet kan opleves i aften, når Vestegnsklubben tager imod AGF, men det skete også for tyve år siden på eget græs mod Viborg.

Hvis man ikke ligefrem har gået og hungret efter endnu en hjemmekamp på en fredag på Vestegnen, så kan det skyldes, at det gik grueligt galt den 11. september 1998.

Dengang hed modstanderen Viborg Fodsports Forening, der troppede op med evigt farlige Heine Fernandez og den voldsomt hurtige Klaus Kærgård på toppen. De to skulle blive afgørende, men det blev dog Brøndby-spilleren Vragel da Silva, der endte med at blive kampens hovedperson.

Mål og krammer af Ole Bjur. Det begyndte lykkeligt for Vragel da Silva, men endte helt galt i debuten for Brøndby. (Foto: Jesper Stormly Hansen © sCANPIX)

Den brasilianske forsvarsspiller lagde fremragende ud med en scoring på hovedstød allerede i det første minut, markerede sig ikke længe efter med en fræk hælaflevering og et godt drøn fra distancen, men derfra gik det ned ad bakke.

Stejlt ned ad bakke.

For efter otte minutters spil startede debutantnedturen for Vragel da Silva, der forærede Klaus Kærgård en nem scoring med et uforklarligt dårligt forsøg på at skærme bolden i Brøndbys venstreside.

Heine Fernandez øgede efter en halv time til 2-1 til Viborg, inden Vragel da Silva seks minutter senere kiksede et indgreb på midten af banen og tillod Klaus Kærgård at suse mod mål. Og ham var der altså ingen, der kunne følge.

Ved målet til 4-1 godt og vel et kvarter efter pausen viste Heine Fernandez sin kølighed foran mål, mens Vragel da Silva i samme situationen demonstrerede, at han ikke helt anerkendte vigtigheden af et godt tilbageløb.

Tre minutter senere var Vragel da Silva så igen involveret i en scoring, da stopperen på midten af banen leverede bevis for, at blot fordi man har brasiliansk pas, så er man ikke nødvendigvis udstyret med en guddommelig teknik.

Stopperen totaltkiksede en tæmning og så gik der ikke mange øjeblikke før Heine Fernandez kunne score sit tredje mål i kampen på den efterfølgende kontra.

Kort efter så Brøndby-træner Ebbe Skovdahl sig nødsaget til at skifte sin debutant da Silva ud.

Den altid energiske Bo Hansen fik reduceret til 2-5 fire minutter før tid, men nogen munter aften blev det aldrig for hjemmeholdets tilskuere.

Statistikken imod begge hold

Hvis humøret i disse dage heller ikke er helt højt blandt Brøndbys tilhængere, når de er på stadion på Vestegnen, så er det ikke helt overraskende. De blågule er før aftenens fredagskamp mod AGF det dårligste hjemmehold i Superligaen.

Blot seks point har Alexander Zornigers mandskab skrabet sammen i de otte første hjemmekampe i denne sæson.

Omvendt har gæsterne fra AGF ikke ligefrem fræset udebanerne op hellere, da David Nielsens tropper blot har fået en enkelt sejr med sig fra otte udebanekampe i denne sæson.

Da det to klubber mødtes senest, blev det til en 3-2-sejr til AGF. Se højdepunkter fra den kamp herunder.

Begge klubber kæmper en hård kamp for at komme op i top seks og dermed få adgang til denne sæsons mesterskabsslutspil, så der er lagt op til hård fight, når der for første gang i fire år fløjtes op til fredagskamp på Brøndby Stadion klokken 19:00.

Kampen vises på TV3+.

Facebook
Twitter