Gaarde afviser fyring: 'Det var ikke et livstidsjob'

Allan Gaarde var enig med AaB om at stoppe samarbejdet.

Allan Gaarde afviser, at der er tale om en fyring, men at han og AaB derimod var enige om at stoppe samarbejdet. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Han har spundet guld i Aalborg - både sportsligt og økonomisk.

Som spiller var han i 1999 med til at fejre AaB's andet mesterskab, mens han 15 år senere kunne fejre the Double i rollen som sportsdirektør.

Han var manden bag det største spillersalg i klubbens historie, da camerounske Christian Bassogog i 2017 blev skippet afsted til Kina for omkring 45 millioner kroner.

Men nu er det slut. Allan Gaardes tid i den klub, han har fejret store triumfer med, er ovre. Men det har den nu forhenværende AaB-sportsdirektør det ganske fint med.

- Jeg har gået i en længere periode og forhandlet med mig selv, om det var på tide at forfølge en anden udfordring. Og da bestyrelsen prikkede til mig og indledte en dialog, om vi skulle ændre det sportslige setup, så var det det rigtige tidspunkt at trække en streg i sandet på.

AaB præsenterer torsdag d. 2. maj 2013 Allan Gaarde som ny sportsdirektør. Han afløser Lynge Jakobsen. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

- Jeg har hele tiden vidst, at det ikke var et livstidsjob. Jeg er stolt og glad for den periode, jeg har haft i AaB. Jeg er taknemmelig og føler mig privilegeret over at kunne aflevere AaB med den bedste trup, der har været i min tid i klubben.

- Men også over at have været med så lang tid og været med til at vinde the Double og lavet store spillersalg, siger Allan Gaarde til DR Sporten.

AaB bød op til dans

Allan Gaarde har selv gennem sit mangeårige virke i AaB været med til at skabe en tradition for succes i det nordjyske.

Men succes afføder forventninger, og dem har klubben ikke helt kunne leve op til siden seneste mesterskab for fem år siden.

Derfor har Allan Gaardes position også været udsat, og da AaB tidligere i dag meddelte, at samarbejdet ikke længere skulle fortsætte, lugtede det af en fyring.

Det afviser Gaarde dog, at der er tale om.

- Det er jo sådan, at ligesom når du skal ud på dansegulvet, så står man også og lurer lidt på hinanden. Det er nok den mest modige, der byder op til dans, og i det her tilfælde var det bestyrelsen, der bød op til dans.

- Jeg har hele tiden følt stor opbakning og tillid fra omgivelserne – om det er eksternt eller internt, men det er klart, at vi har store ambitioner i AaB, og når vi ikke laver de resultater, så er vi ikke tilfredse.

Han mener alligevel, at klubben er godt på vej.

- Jeg synes, at alle pile peger i den rigtige retning. Vi har en meget spændende trænerstab med nogle trænere, som har fremtiden foran sig, og som kommer til at lave store resultater. Og så har vi et setup omkring holdet, som aldrig har været bedre.

Tid til afslapning

Allan Gaarde og AaB havde inden bruddet lavet en aftale om, at han skulle holde noget pause i februar, fordi energien var ved at være brugt op.

Den pause bliver altså nu forlænget, for at finde et nyt job er ikke Gaardes førsteprioritet.

- Jeg har mest af alt brug for at genoplade batterierne. Jeg skal overveje fremtiden.

- Det er et hårdt og krævende job at være sportsdirektør i en topklub. Så først skal jeg slappe af, og så skal jeg ud og finde et nyt drømmejob.

Allan Gaarde kom til AaB som klubmanden Lynge Jakobsens afløser i sommeren 2013, hvor han i sin første sæson var med til at vinde både mesterskabet og turneringen.

Som aktiv fodboldspiller spillede han for AaB fra 1997 til 2000, inden turen gik til udlandet, hvorefter han vendte hjem og tørnede ud for de bolchestribede fra 2002 til 2005.