Georgisk drømmemål og tysk præcision stopper AGF's sejrsstime

Randers vandt lørdag 2-1 over AGF, som dermed tabte efter syv sejre i træk i Superligaen.

Randers forlængede lørdag holdets positive stime mod AGF i Superligaen med en 2-1-sejr hjemme i det første af to playoffopgør om en plads i Europa League-kvalifikationen.

Kronjyderne har nu ikke tabt et eneste af de seneste ni superligaopgør mod AGF, mens AGF sluttede sin historiske stime på syv sejre i træk i Superligaen.

Det var AGF's længste sejrsstime, siden Superligaen blev oprettet i 1991.

Kampen bød på masser af chancer i begge ender, men takket være stor skarphed og en solid defensiv kunne Randers snuppe sejren.

Alexander Ammitzbøll bragte AGF foran efter knap ti minutter. (Foto: Ernst van norde © Scanpix)

AGF kom ellers bedst ud til kampen og bragte sig også foran efter blot ni minutter, da unge Alexander Ammitzbøll i midten af feltet køligt lagde bolden fladt i mål.

Men Randers svarede hurtigt igen seks minutter efter.

Den vævre kantspiller Saba Lobjanidze tog et par træk ind mod AGF-feltet, inden han flot drejede bolden op i det lange hjørne.

Ingen af holdene virkede tilfredse med 1-1, for der var optræk til flere scoringer i den efterfølgende periode.

Det lykkedes da også hjemmeholdet at bringe sig foran.

Et langt indkast endte for fødderne af Björn Kopplin, som resolut bankede bolden i kassen til 2-1.

Mustapha Bundu var flere gange tæt på for AGF. (Foto: Ernst van norde © Scanpix)

I anden halvleg var det tydeligt, at AGF søgte udligningsmålet, men holdet havde svært ved at spille sig forbi det stærke Randers-forsvar.

Randers havde samtidig et par muligheder for at udbygge føringen.

Ingen af holdene lykkedes med at få bolden i mål i anden halvleg, og derfor endte kampen 2-1.

Randers har dermed det bedste udgangspunkt, inden de to hold mødes i det andet opgør i Aarhus i næste uge.

Vinderen møder nummer fire fra mesterskabsslutspillet i en dyst om en plads i Europa League-kvalifikationen.

/ritzau/

Facebook
Twitter