GRAFIK Ny struktur i Superligaen: Få overblikket her

Superligaens 14 hold skal igennem slutspil, finaler og gennem op til flere nedrykningsgysere.

Efter 20 år med en dansk Superliga bestående af 12 hold, der spiller 33 kampe, hvorefter sæsonen afsluttes med en mester i toppen og to nedrykkere i bunden, har divisionsforeningen i den grad rystet posen og ændret superligastrukturen totalt fra denne sæson, der sparkes i gang i dag klokken 18 i Viborg.

Superligaen er udvidet til 14 fodboldhold, som i løbet af sæsonen skal igennem slutspil, finaler og gennem op til flere nedrykningsgysere.

- Målet er at løfte det sportslige niveau markant gennem flere kampe, hvor der er noget på spil, og så handler det om at øge spændingen for danske fodboldfans, siger Claus Thomsen, der er direktør for Divisionsforeningen.

Svær at forstå

Som det fremgår af grafikken ovenfor, skal de 14 hold møde hinanden to gange i grundspillet. Derefter går de seks bedste videre til et slutspil om mesterskabet, mens de otte dårligst placerede hold deles ud på et andet slutspil om at undgå nedrykning.

- De seks bedste tophold møder hinanden direkte, mens de otte nederste spiller head-to-head-kampe, hvor den store præmie er at vinde og prøve at tage den europæiske plads fra nummer tre, og så er der nogle afgørende play-off-kampe om at undgå nedrykning, siger Claus Thomsen.

Den nye struktur er blevet kritiseret for at være meget kompliceret. Claus Thomsen anerkender, at strukturen fra helikopteren kan tage sig meget detaljerig ud. Men det er heller ikke det afgørende, mener han:

- Jeg vil gerne medgive, at det fra start til slut kan virke indviklet. Men den måde, man ser en fodboldturnering på, er der, hvor den spilles. Og i den enkelte fase, er det meget klart, hvad den enkelte kamp afgør og går ud på, siger han.

A- og B-hold

Kritikken går også på, at de seks tophold får sig en fest med fyldte tribuner og tv-penge i stimer, når udskillelsesløbet er ovre, og top-seks over ti runder skal møde hinanden i kampen om mesterskabet. Det kan give et A og et B-hold i superligaen, lyder kritikken.

Men heller ikke den bider Claus Thomsen på.

- Toppen af dansk fodbold bliver presset endnu mere, og vi øger antallet af kampe for de seks bedste med 30 procent. Men også de hold, der ikke er blandt de bedste seks, udvikler sig. I fodbold udvikler man sig i kampe, hvor alt er på spil mod nogen, der har alt på spil. Og de kampe er der mange af for de nederste otte hold, siger han.

Skuffende resultater i Europa.

Danmark indtager i øjeblikket en skuffende 24. plads på Uefas klubrangliste overgået af lande som Norge, Sverige og Israel. Men økonomien i dansk klubfodbold er til en 15. plads. Så der skal dansk fodbold som minumum ligge, mener Claus Thomsen:

- Man har en struktur, der ligner den i Belgien, hvor de har haft ret stor succes med det og har udviklet sig sportsligt meget godt og har tordnet op ad de europæiske ranglister. Også Polen er i en stejl kurve på vej opad. Så det ser ud som om, det virker, når man kigger på den sportslige udvikling for de hold, der deltager, siger Claus Thomsen.

Den nye struktur er udviklet i samarbejde med det hollandske konsulentfirma Cybercube og har været en lang proces, der også har involveret spillere, trænere, klubber, tilskuere og journalister.

Facebook
Twitter