Hærværk mod Ulrik Laursens hjem

Den nyslåede FCK-spiller Ulrik Laursens hjem blev i nat udsat for hærværk. Der blev malet slagord på hans hus og bil.

Ulrik Laursen er ikke en populær herre blandt nogle af OBs fans efter skiftet til FCK. (Foto: Lars Helsinghof © Scanpix)

Ulrik Laursens overraskende skifte fra OB til FC København har skabt vrede blandt den fynske klubs fans.

Natten til søndag gik klubbens tilhængere dog over grænsen, da Laursens private hjem blev opsøgt og udsat for hærværk i form af slagord malet på hans hus og bil.

- OB tager på det kraftigste afstand fra disse handlinger. OBs nuværende og tidligere spillere har en professionel sfære som tilhængere og fans er en del af, og en privat sfære som skal respekteres. Det er helt uacceptabelt, hvis denne linje overskrides. Truslerne og nattens gerninger mod Ulrik Laursens private hjem har overrasket og rystet alle i og omkring OB – herunder også spillertruppen, der er chokeret over hændelserne, skriver OB på klubbens hjemmeside.

Klubben appellerer til, at nattens begivenheder bliver en enlig svale, og at 'den slags adfærd stoppes øjeblikkeligt.'

Facebook
Twitter