Har svingdøren gjort Sønderjyske rundtosset? 'Der er kommet rigtig meget nyt på én gang'

Sønderjyske tager mandag aften hul på en ny sæson. Men det er ikke kun sæsonen, der er ny.

Anders K. Jacobsen og holdkammeraterne skal i den kommende sæson spille på en helt ny måde. (Foto: Frank Cilius © Ritzau Scanpix)

Siden pokaltriumfen for godt et år siden har det langt fra været lutter lagkage rundt om det sønderjyske kaffebord.

Der har været gang i svingdøren på Haderslev Idrætscenter, hvor der inden for den seneste måned er kommet ny cheftræner, ny direktør og ny rekrutteringschef. Tre nøglepositioner i en fodboldklub.

Træner og rekrutteringschefen ankom for fire uger siden, direktøren startede i fredags, men det har været længe undervejs, at der skulle ske noget på ledelsesgangene i Sønderjyske.

- Hele foråret var turbulent. Trænerstab og trup arbejdede på egen hånd og var alene. Der var ingen daglig leder, der kunne tage sig af tingene, siger Jonas Brønd Nielsen, sportsredaktør på JydskeVestkysten.

I sidste sæson var de tre nøglepositioner besat af Glen Riddersholm, Klaus Rasmussen og Hans Jørgen Haysen, men nu er posen rystet godt og grundigt af de amerikanske ejere, der købte klubben i september måned sidste år.

Den nye trio består af den tyske træner Michael Boris, direktør Jonas Lygaard og den engelske rekrutteringschef Joe Manns.

Noget der ifølge sportsredaktør på Der Nordschleswiger, Jens Kragh Iversen, løfter øjenbryn i de sønderjyske hjem.

- Det har været en lang proces. Om det er de rigtige folk, vil tiden vise. Der er mange skeptikere i det sønderjyske, fordi det er tre folk udefra, men det behøver ikke at være dårligt, siger Jens Kragh Iversen, sportsredaktør på Der Nordschleswiger.

De to sportsredaktører følger klubben på tætteste hold og er derfor gode bud på folk, der kan spå, hvordan Sønderjyske står inden den nye Superliga-sæson.

Haltende optakt og nye hoveder

Sidste sæson bød på en ottendeplads i Superligaen og en tabt pokalfinale. Året før en historisk pokaltitel. Men hvad med denne sæson?

Jens Kragh Iversen fra Der Nordschleswiger er i tvivl om, hvad man kan forvente og tror også, at klubben selv er i tvivl om, hvor de står.

- Der er mange åbne spørgsmål, og jeg tror ikke, de er færdige med at sammensætte det hold, der skal spille den kommende sæson.

- Der er kommet rigtig meget nyt på én gang. Det ved jeg ikke, om er godt. Alt bærer præg af, at det er nyt. De skal først finde deres fødder, og det er de kommet lidt sent i gang med, siger Jens Kragh Iversen.

Sønderjyske har med Michael Boris ved roret spillet tre træningskampe inden mandagens sæsonåbner mod Silkeborg. Alle tre kampe er endt i nederlag. 10 indkasserede mål.

- Det har haltet i forsvaret i de to første træningskampe. Man skal passe på med at lægge for meget i det, men det er aldrig fedt for et hold at tabe tre kampe i en optakt.

- Jeg er spændt på at se, hvor Sønderjyske står efter en 8-10 kampe. Jeg kan godt se, at de kan ende i problemer, hvis man ikke får styr på forsvaret, siger Jonas Brønd Nielsen fra JydskeVestkysten.

Sønderjyske rundede sidste sæson af med et nederlag på 0-4 til AaB. (Foto: Frank Cilius © Ritzau Scanpix)

På bar bund trods 600 kampe

Når kampen bliver fløjtet i gang mandag aften vil sportsredaktøren på det tysksprogede medie Der Nordschleswiger runde en milepæl.

- Min næste kamp med Sønderjyske er nummer 600, og jeg har aldrig været så meget på bar bund. Det kan gå i alle retninger, siger Jens Kragh Iversen.

Måden hvorpå Sønderjyske vil spille, er der ikke tvivl om. Det handler om hvor hurtigt, den kan implementeres.

- Michael Boris vil i den grad lave noget om og satse på en 'jagt'-taktik. Han vil ud og jage i kampene, og det er ambitiøst. Tiden vil vise, om han og truppen har modet til at gennemføre det, siger Der Nordschleswigers sportsredaktør, der har talt med den tyske træner af flere omgange.

Michael Boris havde første arbejdsdag 21. juni, og Rom blev ikke bygget en dag.

- Så hurtigt ændrer man ikke en spillestil, det ved spillere og trænere godt, men de arbejder på det. Hele det nye projekt er bundet op på den her spændende spillestil, og man skal ændre spillet til noget mere attraktivt. Det er enormt prisværdigt, at nogen vil spille flot fodbold, siger Jonas Brønd Nielsen fra JV.

Frustrerede fans og sponsorer

'Vi er villige til forandring og går gerne nye veje' står som en af klubbens værdier. Og det må man sige, at de lever op til med det nye setup.

Men så er det spørgsmålet, om det strider imod en anden af klubbens værdier. At 'Sønderjyske er for Sønderjylland'.

- Den nye trio skiller sig ud ved ikke at have den lokale forankring, som Sønderjyske altid har besunget højt.

- De fjerner fra det lokale, som Sønderjyske har slået sig op på at være. Hele regionens hold. Det er et skridt væk derfra, og det kan både være på godt og ondt. Der kan være en forståelse for kulturen, som ikke er med, siger Jonas Brønd Nielsen.

Siden Platek-familien købte Sønderjyske for ti måneder siden, har der ikke været kultur for at fortælle om visionen med købet af klubben.

- Jeg har ikke på noget tidspunkt talt med Platek-familien. Alle forespørgsler er blevet afvist. De ønsker ikke at tale med pressen. Det er ærgerligt, at de ikke vil dele deres planer med Sønderjyske, siger Jens Kragh Iversen.

De sønderjyske fans kan se frem til sæsonens første hjemmekamp, når Vejle om en uge kommer på besøg. (Foto: Frank Cilius © Ritzau Scanpix)

Og det lader til at have sat spor i Haderslev og omegn.

- Jeg har mærket en mellemstor frustration over manglende informationer. De ved ikke, hvad de har at forholde sig til. Både fans og sponsorer.

- Der er mange sponsorer, der overvejer deres sponsorat. Ikke at de vil ud af det, men at de måske vil halvere sponsoratet, fordi den rige amerikaner har penge nok. Hvorfor skal de så bruge deres surtoptjente penge?, siger Jens Kragh Iversen.

Jonas Brønd Nielsen oplever en nervøsitet hos fansene omkring ejerskabet og planerne med klubben, men at det samtidig er ret nemt at få fans på bedre tanker.

- Der skal meget til, før man fornemmer en udbredt utilfredshed. Hvis Sønderjyske taber de første fire, så kommer alle bekymringerne og dommedagsprofetierne. Men fans er jo et simpelt folk. Vinder man nogle fodboldkampe, så er alt godt, siger Jonas Brønd Nielsen.

Første chance for at sparke dommedagsprofetierne til hjørne er mandag aften klokken 19.00, hvor Silkeborg venter. Kampen kan høres i Liga på P3.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk