Her er den rådne superliga-banan

Der er grund til jubel vest for Storebælt, når man kigger på Superligatabellen i øjeblikket.

Den rådne superliga-banan dækker Farum, København, Brøndby og Slagelse indtil videre.

Udtrykket "Den rådne banan" plejer at betegne et område, hvor udviklingen sådan rent samfundsøkonomisk går den forkerte vej. Overfører man begrebet til superligaen, er det ikke de jyske områder, der bliver ramt af bananen - det er derimod hovedstadsområdet og så lige Slagelse, der huser FC Vestsjælland.

For det kører i olie for holdene vest for Storebælt i superligaen i øjeblikket, mens øst-holdene er kommet noget slingrende fra land.

Således er det de fire sjællandske klubber FC København, FC Nordsjælland, Brøndby og FC Vestsjælland, der indtager de fire bundplaceringer i tabellen, mens de otte øverst placeringer indtages af hold fra den anden side af Storebæltsbroen.

Statistikken taler da også sit tydelige sprog: Hvis man deler superliga-tabellen op i Jylland/Fyn og Sjælland, så har vest-holdene vundet 52 procent af deres kampe. Øst-holdene er foreløbig noteret for et rundt 0.

Men der er selvfølgelig også kun spillet tre runder - og FC Vestsjælland kan lave om på det hele i aften, hvis oprykkerne overrasker mod AaB og hiver sæsonens første sejr. Uafgjort mod AaB kan også være nok til at trække Slagelse-holdet op på Viborgs ottendeplads.

Sådan er tallene

Herunder er tallene for Jylland/Fyn-versus-Sjælland fra denne og de seneste sæsoner.

2013/2014 (efter tre runder) Vest (otte hold) har en sejrsprocent på 52. Øst (fire hold) har en sejrsprocent på 0.

* Mangler mandagskampen FC Vestjælland-AaB

2012/2013 (hele sæsonen) Vest (ni hold) havde en sejrsprocent på 34. Øst (tre hold) havde en sejrsprocent på 44.

2011/2012 (hele sæsonen) Vest (syv hold) havde en sejrsprocent på 38. Øst (fem hold) havde en sejrsprocent på 37.

2010/2011 (hele sæsonen) Vest (otte hold) havde en sejrsprocent på 30. Øst (fire hold) havde en sejrsprocent på 44.

 

 

Facebook
Twitter