Hobro forlænger livet i Superligaen med overbevisende sejr i Viborg

Hobro vandt søndag 2-0 over Viborg, og dermed er holdet også at finde i næste års Superliga.

Hobro sikrede sig søndag aften endnu en sæson i Superligaen med en sejr på 2-0 på udebane i Viborg. De gulklædte vandt dermed samlet med 3-0.

Sejren kom i hus på en effektiv første halvleg af gæsterne, som bragte sig foran allerede i det første minut. Den samlede vinder var dermed reelt allerede fundet, og Viborg fandt aldrig rigtig rytmen.

  • Peter Sørensen og Hobro kan se frem til endnu en sæson i Superligaen. (Foto: Bo amstrup © Scanpix)
  • Christian Sivebæk gemmer hovedet i hænderne på Viborgs bænk. (Foto: Bo amstrup © Scanpix)
1 / 2

Træner Steffen Højer og hans mandskab må derfor tage endnu en tørn i 1. division, når næste sæson begynder.

Kampen var kun lige begyndt, da Hobro bragte sig i front. Vito Hammershøj-Mistratis hjørnespark fik lov til at sejle direkte i mål efter bare ét minuts spil.

Viborg satte sig efter scoringen på opgøret. Hjemmeholdet fik lagt et solidt pres, som udmøntede sig i fine chancer til både Jeff Mensah og Mikkel Knudsen efter ti minutters spil.

Alligevel var det Hobro, der skulle bringe sig foran med 2-0. Offensivspilleren Emmanuel Sabbi snød op til flere Viborg-spillere og efter en afsluttende piruet fik han på mærkværdig vis fordoblet udeholdets føring.

22 minutter spillet og et bjerg at bestige for Viborg, som virkede rådvilde i den resterende del af første halvleg.

  • Jonas Brix Damborg fejrer sejren med fansene. (Foto: Bo amstrup © Scanpix)
  • Der var godt fyldt op i udebaneafsnittet til sæsonens sidste kamp for Hobro. (Foto: Bo amstrup © Scanpix)
1 / 2

Hjemmeholdet forsøgte at tage teten fra anden halvlegs start, men lige lidt hjalp det. Hobro-spillerne virkede komfortable, og Viborg skabte ikke nævneværdige chancer, før stadionuret rundede en time.

Her havde angriber Andreas Albers hjemmeholdets hidtil bedste forsøg, men hans spark gik lige forbi mål. Med tyve minutter igen forsøgte selv samme Albers sig efter et indlæg, men ind ville bolden ikke.

Morten Becks forsøg i sidenettet var det tætteste Viborg kom i kampens sidste kvarter.

De to hold kan nu gå på sommerferie, en sommerferie, der formentlig bliver sjovere i Hobro. /ritzau/

Facebook
Twitter