Horsens-manager om keeper-salg: Som at vinde i lotteriet

Bo Henriksen kalder målmandssalget af Jesse Joronen fra AC Horsens til FC København for en vanvidshistorie.

AC Horsens-manager Bo Henriksen er svært begejstret over salget af Jese Joronen til FC København. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

AC Horsens præsenterede fredag klubbens næststørste slag nogensinde i form af målmand Jesse Joronens skifte fra Den Gule Fare til FC København.

Salget af den finske keeper træder i kraft efter sæsonen, og salget bringer både glæde og smil hos østjydernes manager.

- Vi er stolte over, at vi for første gang har solgt en spiller til Skandinaviens største klub, og ikke mindst er vi stolte på Jesses vegne over, at han forhåbentlig kommer til at spille på et storhold, siger Bo Henriksen til DR Sporten.

En vanvidshistorie

AC Horsens hentede få dage før sæsonstarten i Superligaen Jesse Joronen kvit og frit på en fri transfer fra engelske Fulham. Derfor lå det ikke i kortene, at målmanden allerede efter et halvt års Superliga-fodbold ville indbringe klubben et anseeligt millionbeløb.

- At sælge ham efter et halvt år er jo en vanvidshistorie. Det er som at vinde lotteriet på et eller andet niveau, siger en tydeligt glad Bo Henriksen.

- Det havde vi ikke drømt om på nogen parameter. Vi drømte jo bare om, at finde en målmand, der kunne spille Superliga-fodbold for os.

Indbringer mere end halvdelen af spillerbudgettet

Målmandssalget til det forsvarende mesterhold er en kærkommen saltvandsindsprøjtning til et af Superligaens mindste budgetter.

Bo Henriksen bekræfter, at salget indbringer AC Horsens, hvad der svarer til mere end halvdelen af klubbens spillerbudget, som ifølge Horsens Folkeblad lyder på cirka 11 millioner kroner.

- Det betyder, at vi ikke skal være så økonomisk pressede, som vi har været i en del år. Vores egenkapital har ikke været den største, men med det her salg kan vi forhåbentlig konsolidere os og blive konkurrencedygtige på længere sigt, fortæller Bo Henriksen, der glæder sig over, at salget først træder i kraft efter sæsonen.

- At vi får lov til at spille sæsonen færdig med Jesse, synes jeg næsten er det smukkeste ved denne her transfer. Det er vigtigt for vores ambitioner om at blive i Superligaen, lyder det fra Horsens-manageren.

24-årige Jesse Joronen har fået en femårig kontrakt med FC København, som løber frem til sommeren 2023.