Horsens rykker ned efter vanvidskamp, og AaB sender Lyngby tæt på samme skæbne

Det bliver ikke til mere Superliga for AC Horsens i denne omgang. Klubben rykker ned i 1. division.

AC Horsens rykker ud af Superligaen, efter at klubben fredag smed en 3-0-føring og måtte nøjes med uafgjort mod lokalrivalen Vejle Boldklub.

Østjyderne kunne ikke tåle at smide point, og længe så det ud til, at de hjemme på Casa Arena i hvert fald ville udskyde nedrykningen en smule.

Efter 52 minutter var AC Horsens foran 3-0, men Vejle satte en slutspurt ind og scorede tre kasser i kampens afslutning.

Indskiftede German Onugkha stod bag alle Vejles scoringer. Den sidste satte han ind i det sidste minut af den ordinære spilletid.

Dermed er AC Horsens' chancer for overlevelse ovre. Med fire kampe tilbage er der 13 point op til netop Vejle på den placering, der sikrer en sæson mere i Superligaen.

AC Horsens har været i Superligaen siden 2016.

Vejle Boldklub sikrede sig et vigtigt point i overlevelseskampen, hvor klubben skal forsøge at holde Lyngby Boldklub bag sig.

I fredagens opgør var Vejle bedst i indledningen, men manglede at spille sig frem til de helt store chancer.

Anderledes effektiv var Horsens, der før pausefløjt fik to af spillets allerstørste muligheder fra 11-meterpletten.

Først blev Horsens' offensive profil Louka Prip nedlagt efter 21 minutters spil. Efter en VAR-gennemgang blev straffesparket dømt, og Prip sparkede den sikkert ind.

Louka Prip fik på ny en hovedrolle, da han kort før pausefløjt blev nedlagt af Vejles back Kevin Yamga. Prip sparkede igen selv og sendte sikkert Horsens på 2-0.

  • Louka Prip efter sin første straffesparksscoring i kampen. (Foto: Bo Amstrup © Scanpix)
  • Horsens-træner Jens Berthel Askou overtog styringen hos de gulklædte i januar, men kunne altså ikke styre klubben fri fra nedrykning. (Foto: Bo Amstrup © Scanpix)
1 / 2

Anden halvlegs start var et sandt chancehav, som Horsens slap bedst fra. Efter 52 minutter erobrede Horsens bolden højt, hvorefter angriber Lirim Qamili sikkert sparkede bolden i mål til 3-0.

Men så faldt det hele fra hinanden for Horsens.

Vejle reducerede efter 63 minutter, da den indskiftede angriber German Onugkha sparkede en løs bold i nettet efter et hjørnespark.

I kampens slutminutter scorede Onugkha to gange mere og sendte Horsens ned i landets næstbedste række.

Vejle Boldklub reddede sig selv et vigtigt point i kampen om at undgå nedrykning.

Lyngby tæt på samme skæbne

Lyngby kan allerede i næste runde af Superligaen rykke ned, efter at holdet fredag tabte 0-4 i Aalborg til et fantastisk veloplagt AaB-mandskab.

Mens Lyngby tabte og fortsat har 25 point, fik Vejle nemlig tidligere fredag med 3-3 et enkelt point i Horsens, og de kongeblå har altså nu otte point op til både Vejle og OB på den anden side af nedrykningsstregen.

Lyngby kan altså med et nederlag til Horsens i næste runde og sejre til Vejle og OB rykke ned. OB har desuden yderligere en kamp i hånden på søndag.

AaB ligger derimod med sejren godt til på nedrykningsspillets førsteplads med 39 point for 28 kampe, da Sønderjyske, som møder OB søndag, er fire point efter på andenpladsen.

Hjemmeholdet var her, der og alle vegne i første halvleg, og 2-0 ved pausen var næsten for lidt set ud fra spil og chancer.

Et højt pres holdt Lyngby nede, og allerede i det 11. minut kom AaB foran 1-0, da anfører Lucas Andersen fangede Lyngby-målmand Thomas Mikkelsen på mellemhånd og flot lobbede bolden over ham.

Herefter holdt aalborgenserne speederen i bund, og kun et underkendt offside-mål og to stolpeskud var skyld i, at fordoblingen først blev en realitet lige før pausen.

Det mål kunne hollandske Tom van Weert notere sig for, da han fra tæt hold afsluttede et flot angreb, der splittede Lyngby-forsvaret ad.

Bundholdet fra Lyngby så bedre ud i anden halvleg, men trods enkelte tilbud var der bare klasseforskel på de to hold.

AaB-offensiven var da heller ikke færdig med at underholde hjemmepublikummet, og indskiftede Tim Prica sørgede i de sidste ti minutter for både 3-0 og 4-0.

Den unge svensker scorede først med et lille elegant chip, hvorefter han med en kølig inderside efter et koks i Lyngby-forsvaret lukkede kampen definitivt.

/ritzau/

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk