Horsens skal kæmpe for at undgå nedrykning - Sønderjyske overlever

Sønderjyske slog Vejle 4-1 og bliver i Superligaen. Horsens skal i nedrykningsslutspil.

Sønderjyske spiller også i Superligaen i næste sæson.

Det ligger fast, efter at holdet søndag slog Vejle med 4-1 på hjemmebane, samtidig med at AGF besejrede AC Horsens 3-1 i nedrykningspulje 1.

Resultaterne betød, at Sønderjyske i puljens sidste spillerunde overhalede Horsens og tager andenpladsen, mens Horsens ender som nummer tre og skal i nedrykningsplayoff mod Vendsyssel FF.

Vejle var inden runden sikker på at skulle spille en direkte nedrykningskamp mod Hobro IK.

Selv om Vejle ikke havde andet end æren at spille for, var det vejlenserne som åbnede opgøret bedst.

Allerede efter 16 minutters spil bragte udeholdet sig nemlig i front, da midtbanespiller Vladen Yurchenko flot headede bolden i mål.

Direkte rødt kort

Sønderjyske virkede en anelse rystet, men hjemmeholdet kæmpede sig bedre ind i opgøret.

Efter 41 minutters spil fik Sønderjyske en gylden mulighed for at bringe sig tilbage i kampen.

Vejles Viljormur Davidsen bremsede bolden med hånden få centimeter fra eget mål, hvilket resulterede i rødt kort til færingen samt straffespark til Sønderjyske.

Det tog Johan Absalonsen sig sikkert af, og dermed blev det 1-1.

Med en mand i overtal kom Sønderjyske flyvende ud til anden halvleg, og efter 53 minutters spil bragede Stefan Gartenmann hjemmeholdet i front med et flot langskud fra kanten af feltet.

Sønderjyske var efterfølgende i fuld kontrol, og holdet konsoliderede Superliga-statussen efter 71 minutters spil, da Christian Jakobsen scorede til 3-1 på et hovedstød.

Indskiftede Marco Rojas scorede i overtiden til slutresultatet 4-1.

/ritzau/

Facebook
Twitter