Hva så, Bo? Skal du bare fiske efter krabber, eller vil du revolutionere verden?

Den tidligere Horsens-træner Bo Henriksen jagter ikke nødvendigvis et job i fodboldverdenen. Allerhelst vil han ændre den danske fejlkultur.

(Foto: Betina Garcia)

- Han laver jo ikke noget, der betyder noget.

Leveringen falder tørt. Bidende kærligt. Men Ole Henriksen vil sådan set bare vide, hvorfor der sidder en journalist og en fotograf og glor efter hans søn, Bo.

Reaktionen fra sønnike falder prompte, og når Bo Henriksen griner på Thurø kan det høres i Thisted. Det flænser luften, som man igennem seks og et halvt år har været vant til at høre det fra sidelinjen i Superligaen.

Herunder kan du høre, hvordan Bo Henriksen håndterer det, når Glen Riddersholm appellerer for straffespark.

Om der er sandhed i ordene, tja, det handler vel om øjnene, der ser.

I 14 år har fynboen Bo Henriksen spænet op og ned ad sidelinjer som træner i de tre øverste, danske fodboldrækker. Han kalder sig selv en Duracell-kanin, men det er nærmest en underdrivelse. Mens han står med fødderne i Svendborgsund og fanger krabber med sin søn, Villads, får man følelsen af, at han kan hamle op med en vindmøllepark, når det kommer til producere energi.

- Det’ simpelthen genialt, skat! Du’ så go’, jo!

I går fangede de sammen 16 krabber, i dag er det kun blevet til seks. Måske er der blevet sladret ude under badebroen. Tricket er at sætte et stykke skiveskåret medister på en tøjklemme, sænke menuen ned i vandet og så ellers vente på, at kløerne kommer frem.

Og laver man så ikke noget, der betyder noget? Det gør man i høj grad, hvis man spørger Bo Henriksen. Sønnike er blevet taget ud af børnehaven i 14 dage for at komme på et ’silent retreat’ i det sydfynske øhav, som kun afbrydes, når far skal passe sit nye job som fodboldekspert på TV3 Sport.

En ny virkelighed for en af Superligaens mest markante personligheder gennem mange år. Et ’guddommeligt’ gearskifte, kalder han det, selv om det var voldsomt at sige farvel til ’drengene’ i AC Horsens.

Han savner ikke træningsbanen eller arbejdet som manager, kun kampene og dagen derpå kan få det til at rykke lidt i den indvendige elastik, som i løbet af årene har givet Bo Henriksen fibersprængninger i ren eufori.

  • Feriehuset på Thurø er lige nu basen for Bo Henriksen og hans søn, Villads. (Foto: Betina Garcia)
  • - Min kone er et meget overbærende menneske, men der er ingen tvivl om, at hun også gerne vil have mig ud af huset. Det går jo også ud over naboerne, når jeg spiller bold med ungerne i haven, siger Bo Henriksen. (Foto: Betina Garcia)
1 / 2

Kunne ikke rykke det mere

Bo Henriksen vidste godt, at der var en risiko for at bestyrelsen i Horsens ville flette fingre med en anden, da han først fik sagt højt, at næste sommer ville blive endestationen. Og det var da også en ’ekstrem og voldsom’ følelsesudladning efter sidste arbejdsdag, og samtidig noget så sjældent som et eksempel på den perfekte skilsmisse i en kynisk fodboldverden, da det var slut.

I fire måneder gik Bo Henriksen med sin beslutning, som han i samråd med familien havde taget efter utallige trampolinture i haven under nedlukningen af landet. En fed og ’magisk’ tid, som fik ham til at ændre sit liv.

- Det er sgu lidt surrealistisk, og også lidt håbløst, for at bruge tid med sin familie er det smukkeste, man kan få lov til, og så bliver man tvunget til det. Det satte nogle tanker i gang.

(Foto: Betina Garcia)

- Det sjoveste er jo, som når man bygger fundamentet til et hus, at man kan bygge på, så det bliver smukkere og smukkere. Men det blev det sgu ikke. Jeg kunne ikke rykke Horsens derhen, hvor jeg gerne ville, og når man skal arbejde så meget væk fra familien, så skal det være på noget, som man kan udvikle videre på, og det kunne jeg ikke til sidst, siger Bo Henriksen, der selv præsenterede spillertruppen for deres nye leder, Jonas Dal, efter en dag med ølsmagning og teambuilding.

Har forsvaret sin faglighed

Huset, som Bo Henriksen byggede i Horsens, vil nok aldrig vinde bred anerkendelse som decideret smukt i fodboldarkitektoniske diskussioner. Men fundamentet, det kan der ikke rokkes ved. Det har han sammen med ’sine drenge’ lagt, også selv om han i årevis har måttet lytte til stor kritik fra kolleger, eksperter og fans.

Superligaens mest defensive hold, der udelukkende lukrerer på glidende tacklinger, dødbolde og de forbandede, lange indkast. En nærmest destruktiv tilgang til det, som fodboldfilosoffer med litteraturen i orden og alle streamingtjenester til rådighed ynder at kalde for ’det smukke spil’.

I den henseende må Bo Henriksen jo så være far til noget grimt?

- Mit problem har jo været, at selv om jeg i 14 år har lavet resultater i de to klubber, jeg har været i, så har jeg altid skulle forsvare min fodboldfaglighed. Folk vil kun høre, at nu skriger ham den langhårede tosse igen, men mine spillere ved sgu godt, hvordan de skal stå.

- Folk er uvidende omkring min fodboldfaglighed, fordi de køber ind på noget andet. Men alt, hvor man griner og smiler, i fodboldverden er useriøst. Det må man åbenbart ikke, selv om det er det, vi lærer fra barnsben. Det er jo fuldstændig totalt blindt, siger Bo Henriksen, mens armene fægter mod en usynlig fjende i den stikkende efterårssol.

I hvert fald er det kommet til det, som man i superligakredse kalder for ’legendariske konfrontationer’, når det årlige møde mellem Superligaens trænere, anførere og dommere er fundet sted.

Her har Bo Henriksen gang på gang medbragt sin egen portfolio af videoklip, som modsvar til fremlæggelsen fra den nuværende landstrænerduo, Kasper Hjulmand og Morten Wieghorst, der praktiserede en anden fodboldfilosofi.

- De møder var jo en ren børnehave. Tre-fire år i træk kom Hjulmand og Wieghorst og havde samme agenda, og jeg havde en anden. De mente, at vi i Horsens eksempelvis brugte for lang tid på indkast, men vi havde alle tusindevis af agendaer. Jeg tror, det har været sjovere at kigge på for de andre, griner Bo Henriksen, og forsvarer pragmatikken så simpelt, som han kan.

- De havde jo aldrig prøvet at arbejde for jobs på samme måde som os i Horsens – hvor 25 mennesker ville blive fyret, hvis vi rykkede ned, så det er klart, at der var tænding på de møder.

  • - Hvis jeg spiller bordtennis, så vinder jeg altid, ikke kun fordi jeg er bedst, men fordi jeg også psyker dem. Jeg ødelægger dem simpelthen. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)
  • Bo Henriksen jubler efter slutfløjt i Vendssyssel i 2017, hvor holdet sikrede sig overlevelse i Superligaen. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)
1 / 2

Drømmer om en kulturændring

- Du' simpelthen så go’ en dreng, du er, skat!

Sønnen Villads arbejder stadig på at få jongleringerne til at sidde, men hvis der er noget, han ikke mangler, så er det støtte fra baglandet.

- Han skal bare øve sig, hygge sig og ha’ det sjovt. Han har et temperament, som jeg havde. Han er ved at smadre det hele, hvis ikke han kan tage fem på foden.

Bo Henriksen gør en dyd ud af at rose, og man heller ikke er tvivl om, at han mener det. Derfor kan det for mange også lyde søgt, grænsende til latterligt, når man som tilskuer eller modstander har lyttet til en spiller blive rost til skyerne for at gøre noget elementært.

- Det er ren massepsykologi. Jeg fortæller dem, at de er fantastiske, så tror de selv på det.

- Du bliver sgu da ikke bedre af at få at vide, hvor ringe du er. De fleste spillere i Superligaen ved sgu godt, når de har lavet en fejl. Det fortæller tilskuerne og medierne dem jo. Der er en kæmpe fejlkultur, som jeg synes vi er nødt til at lave om på.

Ole Henriksen, til venstre, har taget Ejvind, uden trøje, med på visit. (Foto: Betina Garcia)

Og så er vi nede i materien, for hvad der skal ske med Bo Henriksens energi, nu hvor der ikke længere skal hentes point i weekenden.

Grundlæggende drømmer han om at ændre den fejlfinderkultur, som hersker i Danmark. Ikke bare i en forstokket fodboldverden, men også i skolesystemet - og i resten af det danske DNA, faktisk.

- Vi fratager hele tiden mennesker deres drømme. Vi skal turde at drømme om det største, mand. Jeg drømmer da også om at få verdens fedeste job en dag. Alt andet er uambitiøst og ligegyldigt. Det kan da godt være jeg ikke får det, men så har den da fået et skud.

- Hvis ikke vi tør sige, hvad vi gerne vil have, så får vi det jo ikke, for det kommer ikke dumpende. Det er mirakler, hvis det sker. Vi er nødt til at være aktive, hvis vi skal have det største. Så får vi måske nederlag på vejen. So be it. Så har vi sgu da levet.

Det er også derfor, at han ikke har travlt med at sende sit CV rundt til diverse klubber lige nu. Han ved godt, at FC Barcelona nok ikke ringer i morgen, og at han i fodboldverdenen bliver set på som anderledes, men hvem siger egentlig, at det absolut skal være i fodbold, at han fremadrettet lægger sine kræfter? Hvis han absolut ville have et superligajob, så kunne han ’sgu da bare være blevet’.

- Jeg har altid drømt om at kunne ændre den her kultur. Har set så mange spillere blive ødelagt af den her forstokkethed og gammeldags facon. Jeg ville gerne vise, at det kan lade sig gøre at lede anderledes, og det synes jeg, at jeg er lykkes med fornuftigt med.

- Jeg synes jo ikke selv, jeg er anderledes - jeg synes, at jeg er normalen.

(Foto: Betina Garcia)

Det kommer dog ikke til at være nogen revolution lige rundt om hjørnet. For nu handler det om at lande, få pulsen ned, fanget krabber med sønnike, talt med far og så kammeraten Ejvind, der har smidt skjorten i forsøget på at suge den sidste efterårssol til sig.

Så kan drømmene vente til i morgen. Nu står den på rosé, der er et par pølser og nogle hakkebøffer klar til grillen, og hvis de er heldige, så er der noget aioli at dyppe sagerne i.

Lyder det ikke fint nok?

Det lyder ’guddommeligt’, mand.

Facebook
Twitter