'Ikke et galehus, men et håndværkertilbud': En uge efter trænerfyring siger AaB farvel til sportschefen

En uge efter fyringen af cheftræner Lars Friis stopper Superligaklubben AaB også samarbejdet med sportschef Inge André Olsen.

Inge André Olsen og AaB stopper samarbejdet. (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)

Resultaterne har været svingende med pil nedad i AaB.

To sejre og en øjeblikkelig plads under nedrykningsstregen er den triste realitet i denne sæson, hvor klubben til gengæld har fået godt gang i svingdøren på ledelsesgangene.

For en uge siden fyrede fodboldklubben cheftræner Lars Friis, ind kom den gamle kending Erik Hamrén, og nu er sportschefen, Inge Andre Olsen, også fortid i klubben.

Direktør i AaB Thomas Bælum takker for samarbejdet med nordmanden, som tiltrådte den 1. april 2020. Han vil dog ikke kommentere, hvad han har været tilfreds eller utilfreds med.

I forbindelse med fyringen af Lars Friis for en uge siden sagde Thomas Bælum ellers, at Inge Andre Olsen ikke var i fare for en fyring. Den situation har tydeligvis ændret sig siden, og i dag understreger han, at samarbejdet er ophørt i gensidig forståelse.

- I går (tirsdag, red.) kom vi til den konklusion, at det var tid til at stoppe samarbejdet. Det var i fred, fordragelighed og gensidig respekt omkring, at nu var timingen der til at sige stop. Dels fordi transfervinduet er lukket. Dels fordi Erik Hamrén er plads, siger Thomas Bælum.

AaB har både sagt farvel til Inge André Olsen (th.) og cheftræner Lars Friis. (Foto: BALAZS POPAL)

AaB rydder op og gør rent

Det er ellers kun en uge siden, at Inge Andre Olsen var i medierne for at præsentere klubbens nye cheftræner, Erik Hamrén, og understrege, at den daværende sportschef så frem til et langt og lykkeligt samarbejde.

Det samarbejde bliver ikke til noget for Inge André Olsen, og direktør Thomas Bælum overtager nu midlertidigt posten som sportschef.

AaB's placering som nummer 11 vil snart se anderledes ud, siger direktør og altså nu midlertidig sportschef Thomas Bælum.

- Jeg synes, at holdet er på vej opad. VI har en stærk trup, men har ikke fået de point, vi har fortjent. Det er klart, at på kort sigt er det helt store mål at bevæge sig op i tabellen. Heldigvis er Superligaen så smal, at du er med igen efter to sejre, siger han.

Inge André Olsen selv ærger sig over, at det ikke blev til flere flotte resultater for klubben og kalder i en pressemeddelelse det en stor skuffelse.

- Der er ingen tvivl om, at vi i en turbulent tid har kæmpet med at få tingene forløst såvel på som uden for banen, men jeg er glad for at aflevere klubben i trygge hænder, selv om der venter alle et stort arbejde i fortsættelsen, siger nordmanden.

DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul efterlyser en fælles retning for AaB, hvor der har været for mange mystiske indkøb og udskiftninger på trænerbænken.

Derfor er det for ham ikke en kæmpe overraskelse, at Inge André Olsen nu er fortid i klubben.

- Det har ligget lidt i kortene. Der har været så meget i AaB, der ikke rigtigt har harmoneret. Han har ikke lykkedes med de ting, han gerne ville, påpeger Andreas Kraul.

Det er ikke nogen nem opgave, der venter en fremtidig sportschef i AaB, mener Andreas Kraul. (Foto: BALAZS POPAL)

'Alle møblerne skal ud'

Udskiftningen af både træner og sportschef på en uge tyder på, at den nordjyske ledelse i hvert fald har tænkt sig at prøve på noget nyt. Det er i den grad også tiltrængt, mener Andreas Kraul, som sammenligner klubben med et faldefærdigt hus.

- Det er jo ikke et galehus, men et håndværkertilbud, der trænger til at blive bygget ordentligt op igen, siger han.

Den genopbygning er nu i gang, og spørgsmålet, man må stille sig selv i Nordjylland, er, om der er tid til at få støbt et nyt fundament.

- Det er ikke bare, "nu støvsuger vi lige". Det er alle møblerne ud og få det her til at skinne på en helt anden måde. Vurderingen må være, at der har været for meget mudder rundt omkring. AaB er jo i reel nedrykningsfare i den her sæson, siger Andreas Kraul.

Men det er ikke nogen nem opgave, der venter en fremtidig sportschef i AaB. Vedkommende skal stå i spidsen for en nordjysk instituion, vurderer DR Sportens fodboldkommentator.

- Man skal have det nordjyske glimt i øjet og evnen til at stille sig foran sponsorerne i AaB. Dertil kræver jobbet den helt særlige tone, der er i AaB, som Inge André Olsen ikke altid ramte, siger Andreas Kraul.