Investorer på vej ind i FC Nordsjælland?

Den nordsjællandske klub har indkaldt til pressemøde, 'hvor klubben vil offentliggøre væsentlige nyheder angående klubbens fremtid.'

Emre Mor og resten af spillertruppen i FC Nordsjælland kan måske se frem til nye ejere. (Foto: Per Kjærbye © Scanpix)

Det kunne trække op til, at der bliver skudt penge i FC Nordsjælland, der tirsdag har annonceret, at klubben vil afholde et pressemøde 'hvor klubben vil offentliggøre væsentlige nyheder angående klubbens fremtid.'

Mandag brød forhandlingerne mellem Randers FC og det britisk-amerikanske konsortium med Tom Vernon i spidsen sammen, og Randers-formand Svend Lynge Jørgensen kunne til Randers Amtsavis fortælle, at han havde en formodning om, at investorerne i stedet ville træde ind i en anden dansk klub.

- Jeg vil sige det på den måde, at det ikke ville undre mig, hvis det i morgen (tirsdag red.) kommer frem, at de har indgået en aftale med en anden dansk klub eller i hvert fald er i forhandlinger med en, lød det fra Sven Lynge Jørgensen.

Der er pressemøde i Farum kl. 14:30, hvor både direktør, formand, sportschefer og cheftræneren vil være til stede. DR Sporten naturligvis vil naturligvis også være på plads. Pressemødet kan følges direkte her på Dr.dk/sporten.