Jeppe pendler fra Haderslev til Haiti: ’Jeg manglede noget i mit liv’

Fodboldspilleren Jeppe Simonsen er opvokset i Danmark, men spiller landskampe for Haiti.

(Foto: Privatfoto. Grafik: Maria Eriksen Volthers)
(Foto: Privatfoto. Grafik: Maria Eriksen Volthers)

Der ligger en død mand i vejkanten.

Fem timer senere, da holdbussen kører forbi det samme sted, ligger han stadig i vejkanten. I samme position.

Der ligger en død mand i vejkanten.

Billederne kan være svære at få ud af hovedet, når du som Jeppe Simonsen er vokset op i Kolding med tag over hovedet, mad på bordet og varme i radiatoren.

Men i Haiti ligger der en død mand i vejkanten.

- I dag forsøger jeg at fortrænge det. Det er chokerende at se den slags, fortæller han om et af de mange indtryk, der mødte ham, da han første gang var tilbage i fødelandet i maj.

Instagram var han blevet kontaktet af en radiovært, der havde fundet ud af, at der løb en kantspiller med rødder i Haiti rundt i Haderslev på Sønderjyskes Superliga-hold.

(Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix) (Foto: Claus Fisker © Claus Fisker)

Spøjst, men også sandt.

Og da radioværten tilfældigvis havde kontakter i fodboldforbundet, så tog beslutningen nærmest sig selv for Jeppe Simonsen, da han blev tilbudt en plads på landsholdet.

Godt nok skulle han rejse til det fattigste land i den vestlige verden, men han havde også et inderligt ønske om at komme tilbage til det sted, hvorfra han var blevet bortadopteret som spæd, fortæller han.

- Jeg føler mig meget knyttet til Danmark, hvor jeg er vokset op, men jeg har også længe haft en følelse af, at jeg manglede et eller andet, der kunne knytte mig til Haiti. Derfor var jeg meget opsat på at gribe muligheden.

- Og derfor var det helt sikkert en beslutning, jeg tog, fordi der manglede noget i mit liv, forklarer Jeppe Simonsen, der både oplevede smil og godt humør blandt de lokale, når han i holdbussen med militæreskorte trillede over 'de sløje veje'.

(© PRIVATFOTO)

- Jeg følte mig virkelig hjemme. Det var fantastisk at være et sted, hvor alle folk tog det roligt med alting, som jeg også selv gør. Vi kom konsekvent for sent til alt, og jeg stoppede hurtigt med at møde op til tiden, når vi skulle med bussen. Så kom jeg nemlig altid som den første. Det var specielt, men også fedt at være en del af.

Katastrofernes land

Landsholdsturen med Haiti var første gang, Jeppe Simonsen besøgte Haiti. For ’det er ikke et sted, du lige tager hen en weekend. Slet ikke hvis du er hvid,’ siger han.

(© PRIVATFOTO)

Landet er ekstremt farligt og fattigt. Det er plaget af korruption og kriminalitet og har flere gange været ramt af ufattelige tragedier.

I mange år var landet ledet af diktatoren Papa Doc, og i 2010 ramte et jordskælv så voldsomt, at det menes at have kostet mere end 300.000 mennesker livet.

Forestil dig, at Odense og Aalborg blev udslettet med et fingreknips. Så mange mennesker døde.

I august i år ramte endnu et stort jordskælv, og for tre år siden var landet udsat for en massakre i nogle af de fattigste egne af hovedstaden, da bandemedlemmer voldtog kvinder, brændte huse ned og dræbte både voksne og børn, inden de huggede deres lig i stykker med macheter og brugte lemmerne til at fodre svin.

Det hele opildnet af regeringen, som forsynede banderne med biler og våben, så de kunne straffe dem, der protesterede mod den store korruption i landet.

Våbene er stadig i de kriminelles hænder, og i marts blev fodboldlandsholdet fra Belize taget som gidsler i deres holdbus af en bevæbnet bande i hovedstaden.

Holdet slap uskadt fra episoden.

Det gjorde landets præsident ikke, da han mindre end en måned efter Jeppe Simonsens tur med landsholdet blev likvideret af dødspatrulje.

- Jeg kan godt se, at det virker lidt mærkeligt, at jeg rejser til Haiti. Det svarer nærmest til, at du rejser ind i et land med krig, siger Jeppe Simonsen, inden han samtidig understreger, at han følte sig både tryg og godt passet på, da han var i landsholdslejren.

- Selvfølgelig er det mere sikkert at blive hjemme, men Haiti er en del af mig. Ringer de og spørger, om jeg vil tilbage, så er jeg den første, der sidder i flyet. Beskyttelsen er god på landsholdet, fordi militæret altid render rundt omkring os. Og nationens store heltedyrkelse af landsholdet gør også, at jeg føler mig tryg. Går du rundt i gaderne om aftenen, kan du selvfølgelig godt høre et skud eller to. Men om dagen, sker der ikke noget, forklarer han.

Og præsidenten?

- Ja, jeg havde ikke forventet, at den slags kunne ske. Men omvendt er jeg heller ikke overrasket. Han var politiker med holdninger. Hvis du passer din egen butik og ikke træder forkert, sker der ikke noget.

Søgen efter Sonja

Alligevel er Jeppe Simonsen nysgerrig, når han er i Haiti. Nysgerrig på at se landet, kulturen og på at finde ud af, hvad det er, der har formet ham som menneske.

Han vil gerne se det børnehjem i Port-au-Prince, hvor han boede det første år af sit liv. Og han vil gerne møde sin mor.

Hvis hun lever.

Det er ikke sikkert. Alligevel har han sagt ja til, at fodboldforbundet gerne må gøre en aktiv indsats for at finde Sonja.

Sonja, er hans mor.

Fornavnet kender han, fordi det stod på en lap papir, der var sat i en snor omkring hans håndled på børnehjemmet.

Ellers ved han intet.

- Jeg har været i tvivl, om jeg ville møde hende. Det er et menneske, jeg aldrig har kendt. Omvendt har hun stor betydning for, at jeg eksisterer. Det er en svær beslutning. Og jeg er i tvivl om, hvor vidt jeg kan holde til at se, hvilke vilkår hun lever under. Hvordan vil det påvirke mig? Jeg ved det ikke, men det er trods alt min mor.

- Møder jeg hende, vil jeg selvfølgelig spørge hende, hvorfor jeg kom på børnehjem? Og så vil jeg sige tak. Jeg har fået et fantastisk liv, som jeg aldrig tror var blevet lige så godt, hvis jeg var blevet i Haiti.

- Tænk, hvis jeg ikke var blevet adopteret, men i stedet skulle have klaret mig selv under de vilkår, der er i Haiti. Så er det ikke sikkert, at jeg havde været i live i dag. Jeg kunne være knust af et jordskælv. Måske var jeg død af sult, siger Jeppe Simonsen.

For i Haiti dør folk på gaden.

FacebookTwitter