Jonas Dal erstatter Bo Henriksen i AC Horsens

Bo Henriksen stopper med øjeblikkelig virkning som cheftræner i AC Horsens. Han erstattes af Jonas Dal.

Jonas Dal kommer fra 1. divisionsklubben FC Fredericia. (Foto: Claus Fisker © Scanpix)

Jonas Dal skal fremover stå i spidsen for superligaklubben AC Horsens.

Det skriver klubben på sin hjemmeside.

Den nye cheftræner tiltræder klubben med øjeblikkelig virkning på en kontrakt, der løber frem til sommeren 2023.

Bo Henriksen og AC Horsens sluttede på en ottendeplads i 2019-2020-sæsonen. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Dermed stopper Bo Henriksen et år inden hans kontrakt udløber.

Bo Henriksen offentliggjorde for knap en måned siden, at han ikke ville forlænge sin kontrakt, der stod til at udløbe i sommeren 2021 - men nu stopper Bo Henriksen altså et år før kontraktudløb.

Den karismatiske træner udtaler til AC Horsens hjemmeside, at han er lykkelig for de seneste seks år i klubben. Men han respekterer og accepterer den beslutning, der er blevet truffet.

- Jeg havde gerne gjort arbejdet færdigt, fordi vi har den bedste trup, vi har haft i min tid i AC Horsens. Men jeg er glad for, at bestyrelsen har vist handlekraft og har truffet den beslutning, som den tror på, siger Bo Henriksen til klubbens hjemmeside.

En del trænererfaring

Jonas Dal har trænererfaring fra blandt andre FC Midtjylland, Hobro og Esbjerg.

Dal var i 2013-2014-sæsonen med til at skabe en af de største overraskelser i dansk fodbold, da han stod i spidsen for det Hobro-hold, der sikrede sig oprykning til Superligaen efter fire år i 1. division.

Nu skal Jonas Dal fortsætte trænerkarrieren i AC Horsens.

- Jeg glæder mig til at møde nye mennesker og blive en del af AC Horsens, og jeg er selvfølgelig spændt på, hvordan folk tager imod mig og mine idéer, siger Jonas Dal på AC Horsens' hjemmeside og uddyber.

- Klubben har et rigtig fedt setup hele vejen fra Akademiet til superligatruppen, og vi skal sammen sørge for, at alle trækker i den samme retning. AC Horsens er meget mere end en lang bold og indkast.

SU-SU-SUPERLIGA: Jonas Dal var med til at få Hobro i Superligaen i 2013-2014-sæsonen. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Den nye træner får også rosende ord med på vejen fra AC Horsens’ direktør Kristian Nielsen.

- Jonas Dal passer som træner og menneske perfekt ind i vores kultur og klub, og han bliver en nøgleperson i forhold til at videreudvikle superligatruppen og spillestilen, og han skal også omfavne vores talentudvikling på Akademiet, som vi prioriterer højt, siger Kristian Nielsen og fortsætter:

- Han kommer med solid trænererfaring og har senest stået i spidsen for FC Fredericia, hvor han har været med til at skabe flotte resultater, og der er ingen tvivl om, at vi har store forventninger til Jonas.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk