Junker snød for op mod 15.000 kroner

FC Nordsjællands stormombruste angriber Mads Junker sætter den kontante gevinst ved pokersnyderiet til mellem 10.000 og 15.000 kroner.

Mads Junker har skabt unødig uro i FC Nordsjælland efter at have snydt sine holdkammerater. (Foto: Lars K. Mikkelsen © Scanpix)

Snyderi i pokerspil med holdkammeraterne har kostet FC Nordsjælland-angriberen Mads Junker en tur gennem et gevaldigt mediestormvejr.

Onsdag besluttede han sig for at forklare sin udlægning af hændelserne, der har bragt stor uro i truppen og tvivl om hans fortsatte tilknytning til klubben, samt sætte beløb på det nok så omtalte snyderi.

- Hvis man gør alt op, jeg ved ikke, om man kan sætte en fuldstændig præcis parameter på det, et sted mellem 10. og 15.000 kroner, hvis man tager en pæn periode med, siger Mads Junker i et længere interview med TV2 Sporten.

I dagene efter afsløringen af Mads Junker som pokersnyder nævnte medierne beløb op til i alt 100.000 kroner. Det afviste klubejer Allan K. Pedersen i Onside som det rene nonsens. Han hævdede da, det drejede sig om få hundrede kroner.

Facebook
Twitter