Kæmpe glæde i AaB efter forvandling

AaB, som mandag besejrede FCM, var sekunder fra at rykke ned i sidste sæson, men nu er AaB et tophold.

AaB's Thomas Augustinussen mod FCM's Sylvester Igboun. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Med to sejre og en uafgjort har AaB fået en rigtig god start på superligasæsonen. Nordjyderne ligger aktuelt på tredjepladsen bare to måneder efter, at klubben var meget tæt på en nedrykning.

Det skaber naturligvis glæde i klubben og hos anfører Thomas Augustinussen, der mandag spillede sin kamp nummer 300 for nordjyderne, som besejrede FCM med 1-0 i Aalborg.

- Det betyder ufatteligt meget. Spøgelserne fra sidste sæson er fuldstændigt vasket væk. Vi spiller med en trup, hvor de unge har grebet chancen, og det tegner godt for fremtiden i AaB, siger Thomas Augustinussen.

- Vores målmand Nicolai Larsen stod en pragtkamp, og det er godt, at Nicklas Helenius kom på måltavlen, lyder det fra anføreren, der ser AaB's skarphed som årsag til sejren over FCM.

- Vi var lige en tand skarpere. Vi stod godt rent defensivt, men det var en tæt kamp, hvor de havde et par forsøg fra distancen. Men vi kunne godt have scoret et mål mere, mener Thomas Augustinussen.

Unge Nicklas Helenius stod for kampens enlige mål kort før pausen, og han fik dermed hul på bylden efter 18 superligakampe og næsten 1.000 minutters spil uden scoringer.

- Det var rigtig rart. Jeg havde ikke tænkt på, at det var så længe siden, før jeg hørte om det i lørdags, men jeg har fået god opbakning fra holdkammeraterne, der har støttet mig, siger Nicklas Helenius.

Trods en svingende præstation i første halvleg kom han altså på måltavlen til sidst og endte med at blive kåret til kampens spiller af publikum på stadion i Aalborg.

- En angriber skal score mål, det er derfor man er med. Det har været en lang periode, men jeg har arbejdet hårdt, og det var en kæmpe forløsning at score. Jeg fik helt gåsehud, siger han.

Facebook
Twitter