Kalborgs bud: Det afgør guldkampen

Tre gode grunde til at FC København/FC Nordsjælland bliver dansk mester. Jan Kalborg udpeger tre styrker hos hver af de to titelaspiranter, der bliver afgørende.

Hvem løfter pokalen i aften? (Foto: Anders Debel Hansen © Scanpix)

I aften kulminerer Superliga-sæsonen, når det bliver afgjort, hvem der kan kalde sig dansk mester anno 2012.

I Farum tager FC Nordsjælland imod AC Horsens, der håber at sikre sig bronzemedaljerne foran FC Midtjylland, og i Parken skal FC København slå Silkeborg for at holde sig inde i kapløbet om guldmedaljer og Champions League-millioner.

Så det er opkomlingen mod mastodonten, og det kan få stor betydning, mener Jan Kalborg, der herunder lister tre af de to holds største styrker op.

Derfor vinder FC Nordsjælland guldet:

  • De foregående 32 runder

FC Nordsjælland har momentum og er det hold, der har spillet det absolut bedste fodbold i sæsonen. Det giver dem troen på det. Man kan også sige, at har sulten, for de virker utroligt ærgerrige.

  • Farum Park

De har hjemmebanefordelen i kampen mod Horsens, og det skulle gerne vise sig, som den har gjort det tidligere på året, når den har været udslagsgivende for, at pointene blev i Nordsjælland. Som et forbehold skal man dog nævne, at AC Horsens skal bruge ét point for at være helt sikre på bronzemedaljerne.

  • Nicolai Stokholm

De har kaptajnen over alle kaptajner i Superligaen. Han er en kæmpe profil, og han har i den grad drevet sit mandskab frem uge efter uge. Han står sikkert på broen og fortæller, hvad de unge mennesker skal foretage sig. Han er måske ikke den bedste spiller i ligaen, men hans betydning for holdet er uovertruffen, og han er netop den type spiller, som FCK synes at mangle.

Derfor vinder FC København guldet:

  • Rutine

Holdet er vant til den her slags kampe, hvor der står rigtig meget på spil, og derfor tror jeg også, at de gør rent bord mod Silkebog i Parken. FCK kan som regel når det er påkrævet, og den internationale rutine som mange af spillerne har, kommer dem til gode i den her situation.

  • Dame N'Doye 

Han kan ikke slutte af med, hvad der sandsynligvis bliver hans absolut sidste kamp for FCK, uden at gøre opmærksom på sig selv. Jeg tror han er meget sulten efter at efterlade Parken med et godt sidstehåndsindtryk foran et stort hjemmebanepublikum.

  • Såret stolthed

Jeg tror, de er ramt på deres ære. De har ligget til at blive mester i de første 31 spillerunder, hvor de slap med skrækken, da OB tog point i Farum, men har mistet matchbolden nu. Så nu er det forfængelighed der gør, at de gør arbejdet færdigt i Parken.

Hvem tror du så vinder guldet?

  • Den er meget åben, så jeg har svært ved det. Jeg ved godt, at det lyder som noget fedteri, men Nordsjælland. Ikke mindst fordi Horsens skal bruge det ene point, og så har holdet leveret langt over, hvad man kunne forvente af dem. Så for mig er det store spørgsmålstegn ved FC Nordsjælland, hvordan de reagerer, hvis Horsens kommer foran. For der hersker absolut ingen tvivl om, at FC København vinder i Parken. Men jeg tror, FCN vinder guldet alligevel.

Facebook
Twitter