Kenneth Andersen siger op som træner i FC Midtjylland

Kenneth Andersen stopper som cheftræner i superligaklubben FC Midtjylland og erstattes af assistenttræner Brian Priske.

Kenneth Andersen stopper som cheftræner i superligaklubben FC Midtjylland og erstattes af assistenttræner Brian Priske.

FCM har i denne sæson spillet seks kampe i Superligaen, hvor holdet fortsat er ubesejret med fem sejre og en enkelt uafgjort.

- Den leder og træner jeg gerne vil være, synes jeg ikke helt, jeg har kunnet få ud. Der skulle jeg være en anden, end den jeg gerne vil være, hvis jeg skulle lykkes. Det vil jeg ikke være. Derfor har jeg taget beslutningen om at stoppe som Superliga-træner, siger Kenneth Andersen på pressemøde i Ikast i dag.

- Jeg har sagt fra dag ét, at hvis jeg skulle gørenoget, hvor jeg ikke kunne være tro mod mig selv, så var det ikke mig.

Overrasket FCM-ledelse

Søndag spillede midtjyderne skuffende 1-1 hjemme mod Hobro.

FCM røg ud af Europa League-kvalifikationen efter et samlet 3-7-nederlag til skotske Rangers FC.

I torsdagens returkamp tabte FCM med 1-3 i Glasgow, mens hjemmekampen i Herning var endt med et nederlag på 2-4.

- Det kom som en overraskelse for os. Vi har selvfølgelig løbende været i dialog med Kenneth om det, men vi var overraskede at det var kommet dertil, siger Claus Steinlein, der er direktør i FC Midtjylland.

Brian Priske overtager cheftrænerjobbet indtil vinterpausen, hvorefter klubben forventer at kunne præsentere en permanent løsning på cheftrænerposten.

- Da vi fik beskeden i går aftes, var Svend (Graversen, sportsdirektør, red.) og jeg ikke i tvivl om, hvem der skulle stå i spidsen for Midtjylland. Vi tog fat i Priske i går aftes og spurgte, om han ville stå i spidsen i den næste periode, forklare Steinlein.

Kenneth Andersen trådte til som cheftræner i oktober 2018 i stedet for Jess Thorup, der i stedet blev træner i belgiske Gent.

Den nu tidligere cheftræner vender nu tilbage til FCM's fodboldakademi som træner.

/ritzau/

Facebook
Twitter