Kim Ziegler ny sportschef i Randers FC

Den 48-årige Kim Ziegler med en fodboldfortid i blandt andet AGF og OB bliver fra 1. april sportschef i Randers FC.

Kim Ziegler er ny sportschef i Randers FC. (Foto: Carsten Løvschall © DR Østjylland)

Den 48-årige Kim Ziegler med en fodboldfortid i blandt andet AGF og OB bliver fra 1. april sportschef i Randers FC. Stillingen er ny hos SAS Ligaklubben, der glæder sig til engagementet af den tidligere landsholdsspiller.

- Randers FC har i gennem længere tid ønsket at få tilknyttet en sportschef til klubben, og jeg er overbevist om, at vi i Kim Ziegler har fundet den rette mand til posten. Han har masser af erfaring som fodboldspiller på topplan og fra trænergerningen, og så har han ikke mindst en stor berøringsflade til mange mennesker inden for fodboldverdenen, både herhjemme og i udlandet, udtaler Jacob Nielsen, Randers FC's direktør, i en pressemeddelelse.

- Desuden besidder han stor erfaring fra det private erhvervsliv, så når alle disse kvaliteter kombineres, er jeg sikker på, at vi i Kim Ziegler har fundet den rette sportschef i Randers FC.  

Begynder 1. april

Kim Ziegler ser også frem til ansættelsen, der begynder den 1. april:

 - Der er ikke så mange ledige stillinger som sportschef i Danmark, så for mig er ansættelsen i Randers FC ganske enkelt et drømmejob. Randers FC er en klub på vej fremad med en god organisation og en god spillertrup samt et helt nyt stadion.

- Så i den henseende var det ikke spor svært at takke ja til Randers FCs tilbud, selv om det selvfølgelig har været en svær beslutning at skulle sige farvel til mine nuværende job, siger Kim Ziegler, der er Account Manager i Kwintet Kansas A/S parallelt med et job som talentspejder for fodboldagentfirmaet First Artist.

Kim Ziegler fik hele sin fodboldopdragelse og fem år på førsteholdet i AGF indtil 1982, hvor turen gik til en professionel karriere i den belgiske klub RFC Seraing. I 1984 returnerede han til dansk fodbold, hvor det blev til både en DM- og pokaltitel med OB, inden en knæskade satte en stopper for karrieren i 1992.

Udover masser af divisionskampe for AGF og OB opnåde Kim Ziegler tre A-landskampe og 11 U/21-landskampe for Danmark. På trænerfronten har Kim Ziegler som cheftræner ført både Nr. Åby og B1909 til oprykninger til 1. division og har tillige været assistenttræner for Kim Brink i OB.

 

Facebook
Twitter