Kraul: FC København leder efter lederen

DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul efterlyser en William Kvist-ledertype på FC Københavns mandskab.

William Kvists lederevner efterlyses i FCK-lejren. (Foto: LISELOTTE SABROE © Scanpix)

Jeg har en tilbagevendende fodbolddiskussion med et par af mine bekendte. Emnet er William Kvist - eller rettere er emnet William Kvists evner på en fodboldbane.

De mener, at han er voldsomt overvurderet som spiller, hvor jeg mener det stik modsatte, nemlig at han faktisk er undervurderet. Det hænger ikke mindst sammen med hans evner som leder af et fodboldhold, og jeg mener, at FC Københavns seneste svære periode - nu fire kampe uden sejr - er et vægtigt argument for mit synspunkt.

Det forekommer nemlig helt tydeligt, at FC Københavns danske mesterhold lige nu i alvorlig grad mangler en leder på banen. En William Kvist.

Inden 2-2 udekampen mod Hannover 96 blev både træner Roland Nilsson og forsvarsspiller Sölvi Ottesen bedt om at udpege et par af 'cheferne' på banen, og ingen af dem kunne komme op med bare et enkelt navn. Ikke et eneste. Jo, Johan Wiland har noget rutine og udstråling, men han er ellers en tavs, svensk målmand og af natur ikke nogen samlende lederskikkelse, og længere ude på banen findes førerskikkelsen bare ikke.

Dame N'Doye er i særklasse øverst i hierarkiet rent spillemæssigt, men slet ikke i nærheden af at være en ledertype. Brasilianske Claudemir kan med sine manglende sproglige evner ikke blive det. Norske Christian Grindheim er for mærkelig. De islandske forsvarsspillere for tavse. Mathias 'Zanka' Jørgensen for ung, for skadet og for meget på vej væk.

Man har set manglen på en samlende figur især i de europæiske kampe, hvor FCK-holdet for let er blevet rystet af scoringer til for eksempel Victoria Plzen og Standard Liege og har fraveget det fælles taktiske koncept. Her kunne en central anførerskikkelse have løst opgaven med at sørge for ro frem for panik. Det har kostet store og dyre nederlag.

Af samme årsag virker det også oplagt, at FC Københavns væsentligste opgave i det kommende transfervindue bliver at hente en decideret ledertype til holdet. En klar profil med vægt spillemæssigt, men også personlighedsmæssigt. Holdet har brug for det, hvis der skal knyttes større europæiske forventninger til klubben fremover.

En type som William Kvist er nemlig vigtigere end som så.

Er du enig eller uenig med Kraul? Deltag i debatten herunder.

Rundens kampe

Lyngby - AGF (lørdag 17.00) Ugen har bragt lidt tiltrængt opmuntring til Lyngby, som alligevel ikke bliver fratrukket tre point i stillingen. Det kan give et positivt løft, men det er der så sandelig også brug for. Anden halvleg mod Silkeborg var nærmest opgivende, og der skal tilsyneladende ikke meget modgang til. Hos AGF bliver det spændende at følge Hjalte Nørregaard på midtbanen.Kraul tipper: 2SønderjyskE - AC Horsens (søndag 14.00)Begge klubber hentede sejre i sidste spillerunde. Horsens mest prominent ved at blive første hold til at slå FC København i Superligaen, men i min optik gør det dem nu ikke til kæmpestore favoritter i Haderslev. Her har Gilberto Macena dog for vane at score en del mål, og netop Superligaens topscorer kan sagtens ende med at udgøre forskellen på de to hold.  Kraul tipper: 2AaB - OB (søndag 16.00)Hjemmeholdet mangler i den grad offensivt bid i øjeblikket, og jeg har svært ved at se dem score mere end højest en enkelt gang mod en OB-defensiv. Fynboerne har heller ikke selv været alarmerende farlige og blev alvorligt rundbarberet af hollandske Twente torsdag aften, men de virker dog til at have lidt mere at skyde med. Jeg holder mig som udgangspunkt til en udesejr, selv om OB efterhånden har skuffet rigtig mange gange.Kraul tipper: 2HB Køge - FC Midtjylland (søndag 16.00)Midtjyderne kan søndag eftermiddag mindske afstanden op til FC København og førstepladsen til bare to point. Og dermed lægge pres på københavnerne inden mandagskampen. Det vil jeg formode, at de gør, selv om HB Køge faktisk truede midtjyderne i en tilsvarende kamp tidligere på sæsonen. Kraul tipper: 2Silkeborg - Brøndby (søndag 18.00)Uden tvivl rundens mest interessante kamp ud fra en række perspektiver. Brøndby har igen været igennem en uge med negativ fokus, tvivl om Henrik Jensens position og Michael Krohn-Dehli i karantæne. Derfor bliver det spændende at se holdet i endnu en vanskelig udekamp i det jyske. Især fordi Silkeborg fik slået et pænt hul til stregen med sejr i Lyngby og kan spille uden de store bekymringer. Brøndby vandt knebent en tilsvarende kamp på Silkeborg Stadion i anden spillerunde, men den her gang kunne det godt ligne en uafgjort.Kraul tipper: XFC København - FC Nordsjælland (mandag 19.00)Nordsjællænderne er faktisk det seneste hold, der har vundet en superligakamp i Parken mod FC København. Vi skal godt nok 29 kampe og halvandet år tilbage, men det forekommer ikke helt urealistisk, at det nuværende formstærke FCN-hold kan udfordre FCK, der kæmpede hårdt for det ene Europa League-point i Hannover. Sandsynligheden vil dog altid være på FC Københavns side i Parken.Kraul tipper: 1Rundens kampe tippetLyngby - AGF   2 SønderjyskE - AC Horsens  2 AaB - OB   2 HB Køge - FC Midtjylland  2 Silkeborg - Brøndby  X FC København - FC Nordsjælland 1

Tipsdysten

Ny imponerende runde af Torben med fem rigtige. Det begynder at ligne FC Københavns hul i toppen.

Torben 46 Nicolai 41 Anders 38 Nicklas  36 Kraul 34 LOC 31 Daniel 30 Casper 29 Lasse 28

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk