Kraul: Klap dig selv på skulderen

Andreas Kraul behandler i sin ugentlige Superliga-optakt episoden i Randers, hvor Ove Christensen daskede til en journalist.

Andreas Kraul sætter æren på spil med sine forudsigelser om forårssæsonen i Superligaen. (Foto: DR Sporten © DR Sporten)

Hold nu op for et drama i Randers mandag aften!

Jeg var selv lige landet på sofaen efter en stilfærdig Sport på 3'eren-tjans i Parken, hvor hverken FC København eller Silkeborg var specielt kede af henholdsvis at vinde og tabe - og hvor eneste klap på skulderen var de par stykker, som Oscar Wendt fik for sin fine aflevering til Bolaños ved scoringen til 2-0.

Så var der anderledes pondus på tv-billederne fra Randers efter sejren på 4-0 til Brøndby. En presset Ove Christensen, et tv-interview uden andet formål end at provokere - og så den nu tidligere Randers-træners allerede berømte venstrehook til skulderen af Onside-reporter Rasmus Lund.

Den slags vækker naturligvis opsigt i en mere og mere konform fodboldverden, hvor trænere og især spillere er skræmt fra vid og sans over at sige det mindste, der muligvis kan tolkes bare en lille smule kontroversielt.

Det var Ove Christensen (kåret som Årets Træner i efteråret) så sandelig ikke mandag aften, og selv om jeg aldrig har gået ind for fysiske argumenter, så var det egentlig forfriskende at se en mand reagere, når han bliver provokeret.

For selvfølgelig blev Ove C provokeret af unge Rasmus Lund - eller hvilken producer, han nu havde i øresneglen med spørgsmål - for journalisten fra Viasat hørte i hvert fald ikke efter, hvad Christensen svarede.

Ja, han end ikke lod som om, han havde interesse i det. Han ville bare have en reaktion - og fik det.

Sådan er gamet muligvis, når man som kommerciel tv-station skal have reklamekroner i kassen, men særligt fodboldfagligt er det ikke, og min sympati i situationen listede lige så stille i retning mod Ove Christensen, der via klubben var kontraktligt bundet til at stille op til et interview, som reelt ikke gav nogen mening. Og så hårdt var dasket til skulderen altså heller ikke!

Nuvel, når det er sagt, så vidner hele situationen selvfølgelig om, at kasketten i mærkbar grad var røget af for Ove Christensen. Han har samtidig altid har været kendt som en træner, der slider ekstremt meget på sine omgivelser, og som derfor er bedre som 'brandslukker' i et kort tidsrum end som udvikler af et fodboldhold over en længere periode.

Derfor er det nok også klogt af Randers' ledelse at spille fyrings-kortet her med seks runder tilbage og i en situation, hvor nedrykningen ikke er mere overhængende end i fire-fem andre klubber.

Allan Kuhn har tidligere vist sig som en glimrende motivator på den korte bane, og selv om han på rekordtid må have fået ladet batterierne op (eller været blevet træt af familien), så kan jeg trods pokalnederlaget i Farum godt se ham og Peter Elstrup få mere ud af Randers-holdet, end Ove Christensen virkede til at kunne i de sidste seks runder.

Og gør de det, så venter der såmænd nok et klap på skulderen.

Rundens kampe AaB - FC Midtjylland

(lørdag 14.00) AaB spillede ganske forfærdeligt i den seneste udekamp mod FC Nordsjælland, men holdet fik alligevel point via uafgjort 3-3, og vinden ser ud til at blæse mildere ind fra Limfjorden end længe. Læg dertil, at 'Duncan' er i målform, samt at midtjyderne kommer med halvtunge stænger efter pokalkampen mod Esbjerg onsdag aften, og så kommer jeg i hvert fald frem til et et-tal. Kraul tipper: 1

Silkeborg - Randers FC

(søndag 14.00) Indrømmet. Selv under ny trænerduo lignede Randers FC torsdag aften ikke et hold med markant voksende selvtillid, da den første af to pokalsemifinaler blev tabt med 1-0 til FC Nordsjælland. Nu venter en svær udekamp mod Silkeborg, hvor Randers tilmed skal spille uden den karantæneramte forsvarsstyrmand og indpisker Anders Egholm, så det kan godt være, at de første point under Elstrup og Kuhn må vente lidt endnu. Kraul tipper: 1

Lyngby - FC Nordsjælland

(søndag 16.00) Pokkers vigtigt lokalopgør i Lyngby, hvor gæsterne med en sejr foreløbig kan sige farvel til både Lyngby og nedrykningsstregen. Det kunne jeg godt forestille mig, at holdet gør. Matti Lund Nielsen er i storform, og den tidligere Lyngby-spiller Tobias Mikkelsen blev sparet i pokalkampen torsdag aften for at være helt klar til at køre rundt med sine gamle holdkammerater. Kraul tipper: 2

FC København - SønderjyskE

(søndag 16.00) Mestrene viste mod Silkeborg, at de stadigvæk har tænkt sig at vinde fodboldkampe her i foråret, og at en del spillere kæmper personligt for det ene eller andet. Derfor får sønderjyderne det også svært selv mod et FCK-hold på 85 eller 90 procent. Gæsterne har tilmed kreatør Henrik Hansen uden for med karantæne. Kraul tipper: 1

Brøndby - AC Horsens

(søndag 16.00) Gæsterne kan slappe en lille smule af efter den vanvittigt vigtige sejr over Lyngby i sidste runde, og det kan godt blive Brøndbys mulighed for at lave et lille målshow for tredje kamp på stribe. Det ligner i hvert fald en temmelig sikker hjemmesejr. Kraul tipper: 1

OB - Esbjerg

(mandag 19.00) Esbjerg fik tiltrængt optimisme med pokalsejren på 2-1 i Herning onsdag aften, men bundholdet virker stadigvæk tyndslidt og en udekamp i Odense er i den sammenhæng ikke lige frem lykken. Og selv om OB sagtens kan rystet, regner jeg ikke med, at det bliver Esbjerg, som gør det. Kraul tipper: 1

Rundens kampe tippet

: AaB - FC Midtjylland  1  Silkeborg - Randers FC  1 Lyngby - FC Nordsjælland  2 FC København - SønderjyskE 1 Brøndby - AC Horsens  1 OB - Esbjerg   1

Tipsdysten

: Kraul 20 Chris 19 Nicklas 18 Anders 15 Nicolai L 15 Polka 12

Facebook
Twitter