Kraul om den nye træner: 'Han var ikke Brøndbys førstevalg'

DR Sportens fodboldkommentator, Andreas Kraul, ser dog Niels Frederiksen som et godt valg.

Niels Frederiksen skal vænne sig til at sidde i trænersædet i Brøndby IF. (Foto: THOMAS SJØRUP © Scanpix)

Niels Frederiksen skal de kommende år forsøge at tilfredsstille de mange sultne Brøndby-fans som cheftræner for vestegnsklubben.

Mange navne har været nævnt som en mulighed til cheftrænerjobbet, og derfor overrasker det måske flere, at det endte med at blive Niels Frederiksen, der fik jobbet.

- Det er ikke deres førstevalg. Offentligt er de er gået efter Hjulmand og også afsøgt det internationale marked. Men det behøver nødvendigvis ikke være skidt for Niels Frederiksen. Det er der mange, der har prøvet. Tag nu bare Richard Møller Nielsen i sin tid, siger DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul.

Richard Møller Nielsen var kandidat til at overtage for Sepp Piontek som landstræner, men fik at vide, at DBU ønskede en udlænding. DBU’s jagt kiksede dog, og så gik de tilbage til 'Ricardo'. Det viste sig at være en god beslutning med et europamesterskab i hatten.

- Når det så er sagt, så får Brøndby i Niels Frederiksen en træner, da har været rigtig god til at få unge og danske spillere til at fungere. Han har gjort det på U21-landsholdet og også tidligere i Lyngby og Esbjerg. Den del har han været utrolig god til, forklarer Andreas Kraul.

Cheftrænerjobbet i Brøndby kræver noget

Ifølge DR Sportens fodboldkommentator passer Niels Frederiksen derfor virkelig godt sammen med de skridt, som Brøndby har taget det seneste års tid inklusive fyringen af Alexander Zorniger.

- Der, synes jeg, det her er spændende også i forlængelse af den tidligere ansættelse af Ebbe Sand som sportschef. Det går meget godt i hånd med det, Ebbe Sand gerne vil. Det første han talte om, da han blev præsenteret i Brøndby, var Masterclass, talenter og Brøndby-ånd, siger Andreas Kraul.

Trænerjobbet hos Brøndby er et af de fodboldjobs i Danmark, hvor man oplever det største pres på grund af den store fanbase og den store fokus på klubben i de danske medier.

Siden Brøndby sidst vandt det danske mesterskab i 2005 har klubben haft ni forskellige navne i trænersædet, så der følger et stort pres med, men det mener Andreas Kraul umiddelbart, at Niels Frederiksen kan løfte.

Valget af Niels Frederiksen passer godt ind i Ebbe Sands planer om, hvordan holdet skal udvikle sig over de kommende år. (Foto: THOMAS SJØRUP © Scanpix)

- Det er han nødt til at vise, at han kan. Det kræver noget at gå ind som cheftræner i Brøndby, for mig at se er det et af de sværeste trænerjobs at navigere i. Der er mange interessenter. Der er en stærk og krævende fangruppe, en til tider lidt bizar ejer-kreds tidligere med Kasi-Jesper og senest Jan Bech og hele Oscar-sagen.

- Men jeg ser Niels Frederiksen som en meget stærk leder. Han har en klar definition på, hvad han vil. Han er stærkere, end folk tror. Han er uddannet i bankverdenen og kommer med en anden stil, end hvis der kom sådan en rigtig fodboldtype, forklarer Andreas Kraul.

Inden Niels Frederiksen for alvor går i gang med jobbet hos Brøndby, skal han forsøge at føre sit U21-landshold så langt som muligt ved EM-slutrunden. Danmark spiller den første kamp den 17. juni.

Facebook
Twitter