Krauls Tekstanalyse: Hvad er det egentlig Agger, Todd og Ståle siger?

DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul ser tilbage på 23. spillerunde i Superligaen, hvor der blev talt med store bogstaver både på, men især også uden for banen.

Krauls tekstanalyse-institut er åben for business.

Egentlig er det en lidt af en indrømmelse fra en sportsjournalist, men ja: Nogle gange er interview med spillerne i Superligaen før og efter kampene ikke jordens mest ophidsende udgydelser af ord.

”Tja, jo. Vi kommer lidt skidt fra start, ikke. Den næste kamp er altid vigtig, og nu må vi se fremad og kigge indad.”

Ord kan udvikle sig til fysiske kampe. Som i dette tilfælde. (Foto: Kristoffer Juel Poulsen. © Scanpix)

Derfor er det også ekstra markant, når udøverne i den bedste danske række lige pludselig brager flosklerne langt ud over tribunen og begynder at sige det, de rent faktisk tænker. Tag nu bare den forgange runde i Superligaen, som på banen måske ikke virkede som den mest spændende.

FC København hentede den forventede, smalle topsejr over et godt kæmpende, men spillemæssigt begrænset hold fra SønderjyskE, mens Hobro scorede det første mål under Ove P, uden at det ændrer noget som helst.

FCK vinder guld, og Hobro rykker ned. Sådan er det.

Nej, det interessant lå lige pludselig i det sagte, og lad os se nærmere på nogle af ordene:

Daniel Agger var nedtrykt efter Brøndbys nederlag på 2-0 til FC Midtjylland i Herning. Meget nedtrykt. Faktisk var landsholdsanføreren så skuffet, at han både over for os på DR Sporten og i et interview med Viasats Joachim Boldsen brugte meget markante ord, da han skulle forklare, hvordan pokker holdet fra Vestegnen kunne komme med så blodfattigt og svagt et udtryk.

”Måske er det bare vores niveau”, sagde Daniel Agger.

Isoleret set er det ikke verdens vildeste citat, men i Brøndbys normale retorik er det yderst markant. Selv gennem utallige kriser, trænerfyringer, ledelsesskifter og fjollen rundt på fanfora har klubben selv altid talt om, at det var en proces, og når bare man lige fik styr på det ene og det andet, så lå lykken lige om hjørnet.

Målsætningen var i hvert fald medaljer.

Daniel Agger kan tale med store bogstaver. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Og så står holdets reelle anfører pludselig med et decideret opgivende udtryk og siger, at en delvis udspilning foretaget af øjeblikkets lettere kriseramte nummer fire i tabellen er Brøndbys reelle niveau. DET er markant. Og det er samtidig en huskeflad til holdkammeraterne, tilskuerne og ikke mindst Jan, Troels og alle de andre Bech’er samt resten af ledelsen.

Brøndby er lige nu meget langt fra selvforståelsen, og jeg vil faktisk være overrasket, hvis Agger stadigvæk er en del af ’projektet’ på den anden side af sommerferien.

En historie i Politiken vil samtidig vide, at Arsenal-legenden Tony Adams i samarbejde med John ’Faxe’ Jensen kunne være i spil som ny cheftræner i Brøndby IF. En lille hilsen kunne passende være: Good luck, Tony. You’re gonna need it.

https://twitter.com/t_ballegaard/status/714519778787004416

Colin Todd kunne i givet fald se frem til en duel med en landsmand på sidelinjen, men også den engelske træner i Randers FC har haft gang i retorikken, og derfor ligner det også mere og mere et snarligt farvel til en ellers farverig og speciel type i den bedste danske række.

Baggrunden er selvfølgelig den helt igennem bizarre udvikling, som et ellers temmelig trivielt kærlighedsdrama i det jyske har taget, fordi to af de involverede parter desværre også optrådte på samme midtbane i den lokale fodboldforretning.

Sagen er efterhånden blevet forsøgt lukket flere gange end Israel-Palæstina konflikten, men den nægter at gå væk, og nu var det så netop Colin Todd, der op til udekampen mod OB selv smed benzin på det allerede livligt futtende bål, da han i meget direkte vendinger proklamerede, at Christian Keller ikke kommer til at spille for Randers, så længe han – altså Colin Todd – er cheftræner.

Samtidig kritiserede han ledelsen i Randers FC for håndteringen af sagen, og en sådan udmelding plejer at være lig med at underskrive sin egen fyreseddel. Især når man tager i betragtning, at samme ledelse for under et halvt år siden var mere end villig til at ofre Todd for at komme i lag med de investorer, der så i stedet valgte at smide deres penge i FC Nordsjælland.

Jep, der skydes heftigt fra begge fronter – og en del af det foregår i pressen.

Nu vandt Randers så meget belejligt forårets første sejr i Odense, og spillertruppen er minus Keller og et par stykker efter sigende markant bag den engelske træner, hvilket besværliggør en fyring indadtil.

Et frisk bud siger imidlertid stadig, at Colin Todd og Randers FC ikke kommer til at se Sankt Hans bålet sammen i år.

Christian Keller og Jonas Borring fra dengang det hele var godt. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Dermed vil 11 ud af 12 klubber i Superligaen have skiftet træner inden for det seneste år, hvilket i selv er fuldstændig vanvittigt. Tal lige om manglende kontinuitet rundt omkring, og måske var det derfor, en nordmand i Parken havde sit mest underfundige smil på søndag aften.

Ståle Solbakken har fået lov til at blive siddende trods to sæsoner uden mesterskaber til FC København, men nu kan han begynde at samle beviser for sine mange ord omkring opbygningen af et hold nedefra.

”Vi har bragt os selv i god position”, lød det fra Ståle efter sejren på 1-0 over Sønderjyske.

Oversat fra norsk betyder det noget i retning af: Nu kan I rende os et vist sted, vi vinder guldet, og det er i øvrigt kun begyndelsen, det her.

Sådan har Ståle Solbakken set ud siden nederlaget til FCN for 14 dage siden. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

I hvert fald ser det – på den hjemlige scene – lige nu godt ud for Solbakken, der efter eget udsagn havde været sur i samtlige 14 dage hen over landsholdspausen ovenpå nederlaget til FC Nordsjælland i Farum.

Sådan en svipser er der imidlertid rigeligt plads til, når konkurrenterne hver for sig bakser rundt med problemer i en helt anden kaliber, end om man skal spare Thomas Delaney og Federico Santander i pokalsemifinalen mod Brøndby på onsdag eller ej.

Næste udfordring for Ståle Solbakken bliver helt tydeligt den internationale. Til sommer forsvinder sandsynligvis både Nicolai Jørgensen og Thomas Delaney, men attituden i Parken signalerer lige nu, at der foreligger en plan.

Og så slutter vi i øvrigt denne lille tekstanalyse på Superligaen med et skulderklap til Jonas Dal, der med egne ord var nervøs, hver gang modstanderne havde bolden mod hans Esbjerg-hold, efter han overtog vestjyderne i efterårets sidste kampe.

Dengang sejlede holdets defensiv rundt som fulde sømænd, men efter en vinterpause med total fokus på organisation og struktur samt massiv udskiftning i de bagerste rækker (inklusiv en stærk ny keeper i skikkelse af U21-landsholdets Jeppe Højbjerg) har Esbjerg blot lukket to mål ind i forårets fem første kampe.

Dette kunne være kaptajnen for Esbjergs defensiv, dengang Dal overtog holdet. (Foto: Jeppe Bøje Nielsen © Scanpix)

Så kan man kalde Dal for en ’rundkreds-træner’ og diverse andet. Det kræver alligevel mandsmod at skrotte en topscorertype som Nicki Bille samt yderligere et halvt hold og dermed indirekte klubbens indkøbsstrategi. Det skal i hvert fald følges op på banen, og Esbjerg fB er som en start allerede nu helt fri af stregen.

For bag al snakken ligger selvfølgelig altid kendsgerningerne, og de siger, at FCK vinder guld. Og Hobro rykker ned.