Kun lige fyldt 16 år: Svensker bliver yngste målscorer i Superligaens historie

Roony Bardghji scorede for FC København, da løverne slog AaB 3-1 i efterårets sidste spillerunde i Superligaen.

FC København-spilleren Roony Bardghji blev Superligaen yngste målscorer, da han bankede bolden i kassen i søndagens kamp mod Aab. (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)

- Det har været en fantastisk uge.

Ja, FC Københavns Roony Bardghji rammer selv hovedet på sømmet efter københavnernes 3-1-sejr i Aalborg søndag aften.

For hvilken uge det har været for den unge svensker. Forrige søndag debuterede han i Superligaen, som den yngste spiller i en startopstilling i den bedste danske række, og i søndagens udekamp mod AaB scorede Roony så sit debutmål for FC København.

16 år og 13 dage viste dåbsattesten, da Roony efter 31 minutter bankede bolden ind fra 25 meter. Dermed skrev han sig ind i historiebøgerne som den yngste målscorer nogensinde i den danske Superliga.

- Det er gået hurtigt, men det er også gået, som jeg havde håbet på. Jeg er glad for at score mit første mål for FC København. At kunne hjælpe holdet i så vigtig en kamp, betyder meget for mig, sagde den unge FCK’er efter kampen til DR Sporten.

Men du skal jo lige på banen, før du kan sende bolde i kassen. Og manden, som bestemmer, hvem der spiller for FC København, er træner Jess Thorup. Han var da heller ikke helt utilfreds med, at han havde valgt den svenske teenager til søndagens opgør.

- Når en spiller som 16-årig i sin anden kamp går ind og på den måde og gør en forskel, er det jo helt exceptionelt. Det er jo ikke kun målet, han spiller også en fantastisk kamp, og sætter vel ikke en fod forkert, lyder det fra FCK-træneren.

Se Roonys mål i videoen herunder:

Sammenligner ham med dansk landsholdsprofil

Roony Bardghji er bare én i rækken af unge spillere, som har fået stor tillid fra Jess Thorup i denne sæson. Men selvom man er ung, er det jo ikke en kvalitet i sig selv.

- Vi spiller jo kun med ham, fordi vi tror på ham, og fordi han har kvaliteter til det. Så er det ligegyldig, hvad alder han har.

Det med at give unge spillere chancen, er ikke fjernt for den 51-årige FCK-træner. Fra 2013 til 2015 havde han nemlig, som U21-landstræner, nogle af dansk fodbolds største talenter under sine vinger. Og fra den periode kan Thorup huske især én spiller, som rent niveaumæssigt minder ham om Roony Bardghji.

- Hvis jeg skal sammenligne Roony med en nogen, så husker jeg, da jeg var U21-landstræner, at jeg brugte Andreas Christensen, som dengang var fire år yngre end mange af de andre, men på da værende tidspunkt allerede var rigtig dygtig.

Ikke værst at blive sammenlignet med den danske landsholdsprofil, som til dagligt tørner ud for Chelsea. Og netop Chelsea har været nævnt, som en mulig destination for den unge svensker. For når man som 16-årig leverer på det niveau, som Roony har gjort den seneste tid, så spærrer udlandet øjnene op.

Men selvom man er ung, kan man godt komme med en modent svar på, hvad fremtiden bringer.

- For at være helt ærlig, tænker jeg ikke på det. Mit fokus er i FC København, og at jeg skal forsøge at gøre det godt her og komme så meget i startopstillingen, som muligt.

Mohamed Daramy blev hurtigt publikumsfavorit i Parken, da han i efterårets første kampe driblede sig ind i FCK fansenes hjerter. Siden blev han solgt til Ajax, men nu har FCK'erne en ny spiller, de kan se drible. (Foto: NILS MEILVANG © Ritzau Scanpix)

Ingen taler længere om Daramy

Det har været noget af en entré, den 16-årige svensker har gjort hos løverne. Indtil Roony fik debut forrige søndag, gik meget af snakken om FC København på, hvordan de skulle udfylde hullet efter Mohamed Daramy, som tidligere på efterårssæsonen blev solgt til hollandske Ajax Amsterdam.

Men nu har FCK-fansene fået en ny driblefavorit, og det har ifølge DR Sportens fodboldkommentator Andreas Kraul været noget, som i den grad har kunne ses på københavnerne spil.

- Alle fodboldhold har brug for spillere, som kan noget på egen hånd, sætte modstandere af og skabe overtal. Der har Roony vist sig at være rigtig god. Når han kommer alene mod sin direkte modstander, bliver det bare farligt. Det var det Daramy kunne, og nu har FCK igen fået en spiller med de kvaliteter.

Nu kommer vinterpausen så. Men er det ubelejligt for en spiller, som i den grad lige et brudt igennem? Ikke nødvendigvis, hvis man spørger hovedpersonen selv.

- Jeg ville da gerne have spillet videre, men omvendt er det også skønt med lidt pause, så man kan være lidt sammen med familien. Så kommer jeg tilbage endnu stærkere efter nytår, siger Roony.

Og det sidste er vejen frem for den unge svensker, hvis du spørger Andreas Kraul. For selvom udlandet måske trækker i Roony, så skal han ikke have travlt med at komme afsted.

- Han kommer til at spille både superliga og europæiske kampe i foråret, så der er rig mulighed for at udvikle sig i FC København. Han er jo kun 16 år, så hvis han napper et par år mere hos FCK, er han altså stadigvæk kun 18 år.

FacebookTwitter