Let’s go fucking mental! Berlingoer med skydedøre har sendt Guld-Glen tilbage på dansegulvet

Glen Riddersholm har hevet Sønderjyske fra bunden til toppen af Superligaen.

(Foto: Karin Fallah © DR. Grafik: Maria Eriksen Volthers)

- I må da være komplet sindssyge.

Du nægter at blive fotograferet i bar mave? Plejer du ikke at sige, at man skal komme ud af sin comfort zone?

- Det kommer aldrig til at ske. Glem det.

Bevares, rationalet runger nok hos de fleste, da forespørgslen fra fotografen om et topløst billede bliver forelagt. Men man skulle mene, at for en mand, der tidligere har poseret med høj cigarføring i en guldhabbit, så er forslaget inden for skiven.

Måske er Glen Riddersholm blevet en mere nidkær grænsevagt ved sin egen comfort zone, måske har den tidligere pædagog og autoreservedelsmand fra Esbjerg bare ændret sig?

Nej, slår han selv fast. Men lige nu er alle kræfter investeret i, at Sønderjyske fortsætter det gyldne 2020, som klubben har gang i. Så gemmer vi de visuelle udbrud til sidelinjen under kampene, når raseriet ruller gennem kroppen på 48-årige Glen Riddersholm, der hvor lemmerne bliver elastiske, og tordenskyerne og al verdens uretfærdighed trækker sig sammen over ham.

En stærk kontrast til denne eftermiddag, hvor han traver rundt i Haderslev Idrætscenter og hilser på Gud og hvermand. Alle bliver set, alle får en hilsen. Uanset om man er en del af eliten, bredden eller blot til stede fordi idrætslæreren fra den nærliggende folkeskole dikterer det.

Glen Riddersholm er den første træner med sit eget kontor i Sønderjyske. På væggen hænger der billeder fra den ukrainske kunstner Sergei Sviatchenko. Hans søn hedder i øvrigt Erik og drøner rundt med anførerbindet i FC Midtjylland.

På alle måder antipraktisk indrettet står der i hjørnet en seng, hvor en af de nyere tiders Liverpool-legender, Steven Gerrard, pryder betrækket.

- Jeg tror på, at når man udvikler mennesker og spillere, så udvikler man også succesrige fodboldhold. (Foto: Karin Fallah © dr)

Det var her, Glen Riddersholm sov i sin første tid i Haderslev, når han ikke gad pendle tilbage til Ikast. Det var også her, han var nødt til at pisse i en flaske om natten for ikke unødigt at teste Haderslev Idrætscenters alarmsystem. Ingen grund til alt det bøvl i dag. Nu bor han fire minutter væk sammen med Tanja og sønnike Mathias, mens datteren Camilla passer sit liv i Herning.

Kun Messi, familiens hund gennem mere end 12 år, mangler. Dyrets driblekunst var i tilbagetog, og så måtte der tages en hård beslutning. Den svier stadig.

Der er i øvrigt blevet sat lås på døren til kontoret, så uvedkommende ikke bliver fristet til at liste ind med et kamera og telegrafere weekendens startopstilling videre til Niels Frederiksen, Jess Thorup eller en af de 11 andre kolleger med færre point i Superligaen lige nu.

Intet er overladt til tilfældigheder, lyder det fra manden i førertrøjen. Man er et produkt af sine (småparanoide) forberedelser, og efter 35 år i branchen er der efterhånden intet, der ville overraske ham. Heller ikke ikke spioner i baghaven.

Er du blevet hårdere med tiden? Mere kynisk?

- Nej, det synes jeg egentlig ikke. Men det er klart, at jeg sender også et signal til mine spillere og omverdenen. I forhold til selve kampene, så har jeg da altid undret mig over, at vi ønsker hinanden god kamp. God kamp? Jeg ønsker da ikke, at min kollega får en god kamp? Jeg håber da, at han har taget en forfærdelig taktisk beslutning, som hjælper os til at vinde. Fodbold er sgu da krig og græs på knæene, siger Glen Riddersholm.

Lige nu er Sønderjyske ’punching above their weight’, som man siger i boksning. Superligaens gamle korkprop holder alle andre under sig, er forsvarende pokalmestre, og mon ikke det bliver hverdag igen på et tidspunkt, når de to nygamle aksemagter i Herning og København formår at udnytte de ressourcer, som de har til rådighed?

Indtil da bliver der jublet og danset i omklædningsrummet under stadion, og man kan da heller ikke fortænke cheftræneren i at få lyst til at moonwalke de få hundrede meter hjem til privaten, når nu konceptet fungerer, og spillertruppen leverer. Men det tager tid at nå til det punkt.

Da han kom til Haderslev skulle omklædningsrummet limes sammen. Kliker skulle brydes, hjørnerne samles. De mange ledertyper i truppen tog ansvaret på sig, mens ekstroverte spillere som Marc Dal Hende satte strøm til tingene, bragte noget fandenivoldskhed.

I dag kan man høre spillertruppen sammen brøle ’Let’s go fucking mental!’ inden holdet går på banen.

Hvor kom den sang egentlig fra?

- Jeg tror, at det var Marc Pedersen, som startede den midt i seneste sæsons nedrykningskampe. Jeg vidste ikke, hvad der kom, men i stedet for de der motiverende ord, så ser jeg i stedet mig selv stå i en rundkreds, hoppe og råbe let’s go fucking mental, let’s go fucking mental!

- Det handler jo om, at nu skal vi i krig. Nu skal vi kæmpe for hinanden og for logoet, og så det er bare blevet en del af vores fortælling, siger Glen Riddersholm.

- Jeg har været i bredde-, talentudviklings- og seniorfodbolden. Jeg er jo formet af, at jeg har haft berøringsflader over det hele. Der er jo ikke en position eller rolle, som jeg ikke har haft. (Foto: Karin Fallah © dr)

Han går dog ikke krig med nogen, hvis ikke han ved, hvor han har dem.

Glen Riddersholms måde at lede på er drevet af en naturlig nysgerrighed, en interesse i spillernes liv. Hvor er du lige nu? Hvordan står det til på hjemmefronten? Skal vi lige tage en snak senere? Man får fornemmelsen, at han ved, hvilken tandpasta spillerne bruger, hvem de har valgt til deres drømmehold og om deres banklån skal lægges om.

Tilbage i april talte vi i telefon sammen om fremtiden for Superligaen under nedlukningen af landet. Her var Glen Riddersholms største bekymring, at han lige havde hentet en græker til klubben, som skulle sidde isoleret i Haderslev uden noget hold, familie eller venner. En menneskelig katastrofe.

På samme måde har han heller ikke glemt, hvordan han for 14 år siden gav denne journalist, dengang håbefuld fodboldspiller, kniven på en landsholdstur til Færøerne. Heller ikke selv om han siden har skuffet et hav af spillere.

Nu har jeg jo mærket det selv, så kan man ikke sige, at det er nogle meget bløde værdier, du står for?

- Mange misforstår mig og tror, at jeg kun prøver på at være kærlig, rummelig og forstående. Kærlighed, krav og konsekvens er de tre K’er, som jeg lever efter. Jeg er meget hård, tydelig og ærlig, samtidig med at jeg forsøger at rumme mennesker, og have forståelse for, hvordan de er forskellige.

- Det er få af de spiller, jeg har haft, som er kommet hjem med halen mellem benene, og ikke har kunne klare sig internationalt. Det er en kombination af den naturlige hårhed og den nødvendige, menneskelige forståelse. (Foto: Karin Fallah © dr)

- Jeg synes også, at jeg ser et paradigmeskifte i trænerrollen, som afspejler, hvad der også sker i samfundet. Du er nødt til at være tættere på spillerne. Du er nødt til at have en større forståelse for forskellighed. Nutidens generationer er opvokset i et andet samfund, hvor der nu er mere moderlige autoritetsbegreber frem for faderlige. De moderlige autoritetsbegreber indebærer mere rummelighed, forståelse og en masse HV-spørgsmål. Hvad føler du, når du føler?, siger Glen Riddersholm.

Han henleder tankerne på trænere som Liverpools Jürgen Klopp, Julian Nagelsmann fra RB Leipzig, den danske landstræner Kasper Hjulmand og Riddersholms gamle ven, Thomas Frank, i Brentford.

Selv italienske Carlo Ancelotti, der har trænet på alle de største adresser i Europa, er nu begyndt at tage på café med sine spillere, lyder det fra Glen Riddersholm, mens man får tanken, at han sagtens kunne have brugt den netop overståede mændenes internationale kampdag på en ølkasse med en megafon i hånden.

- De faderlige autoritetsbegreber er indordning, fællesskab, ’gør hvad der bliver sagt'. Altså, en masse ting, som har præget fodboldkulturen. Når man tænker Tyskland, så tænker man Mario Basler, Matthias Sammer, Oliver Kahn og Lothar Matthaüs. Alle de her stærke karakterer, som styrer og leder på banen. Den arketype er mange generationer vokset op med, og den er ved at være en uddød race. Fodboldmiljøet har måske ikke forstået, den udvikling som er sket.

(Foto: Karin Fallah © dr)

- Af samme årsag burde alle læse bogen ’Det faderløse samfund’, for så får man en større forståelse for, hvad det er for et samfund, vi lever i. Mændene tillader konerne at købe en Citroën Berlingo med skydedøre, fordi det er praksis. Vi er en uddød race, og derfor manifesterer vi os i andre ting som eksempelvis mandeklubber, fordi vi reelt set ikke har modet til at spille en mands rolle, siger Glen Riddersholm.

Men Glen Riddersholm, der godt nok har vundet både et dansk mesterskab og en pokaltitel, og lige nu sidder på toppen i Superligaen, arbejder altså stadig ’bare’ i Haderslev, mens revolutionen ruller, og drenge bliver til mænd.

Engang drømte han om at kunne leve af sin passion, trængergerningen, blot én dag. Nu er der gået 16 år. Med det udgangspunkt er hver dag et privilegium.

Han tøver ikke med at kalde sig for den mest succesrige talentudvikler i dansk fodbold over de seneste ti år, og selv om han måske fortryder, at han i sin første tid som cheftræner i FC Midtjylland fik brugt ordet ’proces’ en postgang for meget, så har han bevist, at der er trofæer i den proces, som hans ledelseskultur bringer.

Med den retning som samfundet og fodboldklubberne bevæger sig i, så vil du vel være en profil, der er på spil til topklubber?

- Der er stadig nogle steder, hvor man ser en katapultagtig tilgang, særligt globalt, hvor man bare fyrer en træner og får en ny ind. Men i takt med, at det ændrer sig, så bliver der jo også plads til typer som mig længere fremme.

Men tror du at din formel på succes virker i en klub, hvor presset er større?

- Ja, der er beviseligt mesterskaber og trofæer i den formel. Det viste vi jo også her med pokalfinalen i Sønderjyske. Jeg har bevist det på den øverste scene i FC Midtjylland, men også i en mindre klub. Så selvfølgelig er formlen succesrig, siger Glen Riddersholm.

(Foto: Karin Fallah © dr)
Facebook
Twitter