Lønsedlen skrumper for en stund i FCK: 'Det handler om solidaritet'

FC Københavns spillere og sportslige ledelse går 20 procent ned i løn de næste to måneder.

- Det handler også om solidaritet med de medarbejdere i koncernen, som ikke altid er synlige for fans og medier, siger Ståle Solbakken. (Foto: Lee Smith © Scanpix)

Når spillerne i FC København næste gang tjekker deres lønseddel, så er ikke alt, som det plejer.

Tirsdag meddelte FC København nemlig, at klubbens spillere, samt den sportslige ledelse, går 20 procent ned i løn i de kommende to måneder, for at klubben kan stå så stærkt som muligt, når hverdagen vender tilbage.

Et signal fra klubbens spillere til resten af organisationen om, at 'vi er i samme båd', lød det til klubbens hjemmeside fra manager Ståle Solbakken.

En kommentar, han uddyber til DR Sporten.

- For os handler det om at vise solidaritet med resten af koncernen, og spillerne har været meget positive og solidarisk tænkende. Så da vi først bestemte os for, at det var den vej, vi skulle gå, så var det nemt. Spillerne har været altovervejende positive.

- Det handler om at vise solidaritet over for de mange medarbejdere, som også er i koncernen. Dem, der ikke er så synlige i medierne eller den daglige diskussion blandt fans, siger Ståle Solbakken.

- Vi kan ikke løse den her svære situation, men vi kan komme med vores bidrag til, at alle oplever, at vi står sammen i FCK – også når det er svært, siger FCK-anfører Carlos Zeca til klubbens hjemmeside. (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

Fodbold ikke førsteprioritet

De 20 procent rykker naturligvis i spillernes privatøkonomi, som det også gør sig gældende i stort set alle andre hjørner af samfundet. Så hvordan er FC København landet på tallet 20? En lille smule er der måske blevet skelet til Tyskland, hvor flere store klubber har sat lønningerne ned med samme beløb.

- Vi synes, at 20 procent var en god og respektabel start. I Tyskland går Bayern München og Dortmund også 20 procent ned, siger Ståle Solbakken.

Mens krisen står på, træner FC Københavns spillere i små grupper á fire på træningsanlægget, hvor der også bliver lavet mad og taget hånd om dem, der har brug for det. Fysisk velvære for spillerne er det vigtigste.

Og med tanke på, at statsminister Mette Frederiksen mandag fortalte, at Danmark muligvis vil blive åbnet igen efter påske, hvis den positive udvikling fortsætter, er det da også nærliggende at spørge, hvor hurtigt spillerne i så fald kan være kampdygtige igen?

- Jeg tænker ikke, at Mette Frederiksen havde fodbold i tankerne, da hun talte om at åbne Danmark efter påsken. Men vi håber alle sammen, at vi stille og roligt kan finde tilbage til det normale. Vi skal nok væbne os med tålmodighed, for der er andre vigtigere ting at tage os af, før vi skal koncentrere os om at spille fodboldkampe igen, lyder det fra Ståle Solbakken.

Selskabet bag FC København, Parken Sport & Entertainment, udsendte for ti dage siden en pressemeddelelse, hvor selskabet på ubestemt tid udskød forventningerne til koncernens resultat for 2020.

Facebook
Twitter