Lyngby sendte formstærke AGF ud af pokalen

Med en 3-2-sejr hjemme på Lyngby Stadion sørgede Lyngby for en stor pokaloverraskelse, der gik ud over AGF. OB ordnede Vanløse, og Randers slog VBK ud.

AGF er Superligaens mest formstærke hold, mens Lyngby i weekenden tabte 0-2 til Hjørring i den næstbedste række, men alligevel formåede nordkøbenhavnerne onsdag aften at sende gæsterne fra Aarhus ud af pokalturneringen med en 3-2-sejr.

Kim Aabech scorede sejrsmålet på Lyngby Stadion, da han 10 minutter før tid passerede Emil Ousager, der havde fået chancer i AGF-målet i stedet for det sædvanlige førstevalg, Steffen Rasmussen.

Kampen fik en forrygende indledning med to scoringer inden for de første otte minutter.

Først bragte den lange angriber Patrick Mortensen Lyngby foran, men jublen havde knapt lagt sig blandt de 1322 tilskuere på Lyngby Stadion, før David Devdariani havde udlignet til 1-1.

Kort før pausen så alt ud til at gå som forventet, da Mate Vatsadze tilkæmpede sig et straffespark, som Martin Jørgensen udnyttede til aarhusiansk 2-1-føring.

Men træner Niels Frederiksens mandskab med den mangeårige AGF'er Frederik Krabbe som anfører, kan stadig svinge sig op til superligapræstationer, selv om holdet rykkede ud af den bedste række efter sidste sæson.

Ni minutter efter pausen udlignede Patrick Mortensen med sin anden scoring, inden talentfulde Yussuf Poulsen lagde op til Kim Aabechs sejrsmål, der sendte 1. divisionsholdet på sejrskurs.

I slutminutterne kastede gæsterne alt frem i en sidste desperat satsning, men det var Lyngby, der fik de store chancer og flere gange var hjemmeholdet ved at straffe AGF'erne.

Nu blev det ved 3-2, og det er formentlig også alt rigeligt for Lyngby, der dermed er klar til kvartfinalen, mens AGF rejser hjem med røde ører.

Randers FC holdt til gengæld Vejle Boldklub Kolding fra at score, og så blev Chris Sørensens straffespark afgørende - Superligamandskabet er videre på bekostning af holdet fra 1. division.

Langt mindre spænding var der samtidig i Vanløse, hvor hjemmeholdet, der til daglig optræder i Danmarksserien, som ventet intet kunne stille op mod OB. Fynboerne vandt sikkert med 3-0.

Facebook
Twitter