Martin laver mad til AaB-spillerne: Det er bare fedt at være i en fodboldklub

Martin Balling laver morgenmad og frokost til Superligatruppen i AaB.

Martin Balling har været ansat i AaB siden i sommer. (Foto: Helena Melin © DR Sporten)

Der er gang i gryderne i cafeteriaet i AaB's klubhus. Der er ikke længe til, der skal serveres morgenmad for klubbens Superligahold.

Der snittes frugt og bær, laves kaffe, røres jævnligt i den store suppegryde, der er fyldt med havregrød. Der bliver taget boller ud af ovnen, fundet pålæg frem. Det hele bliver anrettet på et rullebord og gjort klar til servering.

Fra vinduet i køkkenet er der direkte udsigt til klubhuset, og herfra kan AaBs kok, Martin Balling, se de første spillere begynde at nærme sig kantinen for at indtage dagens første måltid.

- Om ti minutter er de væk igen, siger han.

En kræsen flok

Martin Balling har været ansat i AaB siden sommeren 2019. 80 procent af hans tid går med at bestille varer, planlægge menuen og lave mad til Superligatruppen.

Den resterende del af hans arbejdstid går med at lave mad til andre arrangementer i klubben. For eksempel hvis et U14-hold har et arrangement, hvor de skal have hotdogs efter træning, eller der er et møde, hvor der bliver serveret frokost, så står Martin Balling for det.

Men det er Superligaen, der fylder mest, og det er dem, han laver morgenmad og frokost til hver dag.

Udover at lave maden står han også for at planlægge, hvad spillerne skal have at spise de forskellige dage. For der er forskel på, hvad der skal indtages dagen inden en kamp og dagen efter. Martin Balling bestemmer selv menuen, men han har fået udstukket nogle rammer af klubbens fysiske træner og tilpasset sig dem. Spillerne får for eksempel aldrig panerede retter.

Men der er også plads til at slippe tøjlerne og give spillerne det, de vil have. Under en landskampspause blev det til bøfsandwiches med sovs og hele molevitten. Det gik rent ind.

I dag står menuen på tortillas med oksekød og grøntsager. (Foto: Helena Melin © DR Sporten)

Men det er det dog ikke alt, der gør. Der er nogle ting, spillerne holder mere af end andre. For eksempel var det ikke en ubetinget succes, da Martin Balling første gang serverede linser og hvedekerner. Det blev stort set ikke rørt.

- Jeg forsøger at lave det mad, som spillerne ikke ville lave derhjemme. Men kræsne, det er de, siger han med et grin.

En del af holdet

Martin Balling arbejdede mange år i restaurationsbranchen, inden han blev ansat i AaB, og noget af det, han sætter pris på i den nordjyske klub, er at man – selv når man arbejder i køkkenet og ikke på grønsværen – bliver tænkt på som en del af holdet.

Efter en AaB-sejr sagde han til en af spillerne, at han havde spillet godt, da de vandt i går. Spilleren rettede ham.

- Nej, vi vandt, sagde han.

Og det er meget rammende, når man arbejder i en fodboldklub. Selvom man ikke nødvendigvis bidrager direkte til klubbens sejre, er man en del af det store fællesskab.

- Det er bare fedt at være i en fodboldklub, siger Martin Balling.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk