Michelsen: Jeg smiler med det ene øje og græder med det andet

Jakob Michelsen er ked af at forlade Sønderjyske, men glæder sig til nye udfordringer.

Jakob Michelsen kommer til at savne Sønderjyske. (Foto: Lars Ronbog © 2016 Lars Ronbog)

Den 9. december klokken 23.00. Nogenlunde på det tidspunkt sætter Jakob Michelsen bilen i 1. gear og ruller væk fra Haderslev Stadion for sidste gang.

Måske kigger han i bakspejlet en ekstra gang for at se tilbage på det fodboldstadion, der har givet ham så mange oplevelser. Det hele kulmineret med en 2. plads i Superligaen sidste år og drømmen om et Europa League-gruppespil, som han blev vækket fra, lige før det hele blev til virkelighed.

Nu er bilen sat i gear på parkeringspladsen for sidste gang, og GPS’ens næste destination er sat til Hammarby syd for Stockholm.

- Jeg smiler med det ene øje og græder med det andet. Det bliver meget vemodigt at forlade Sønderjyske, men det bliver også en fantastisk udfordring for mig som menneske og fodboldtræner, siger Jakob Michelsen.

- Jeg har fulgt Sønderjyske siden jeg var en lille dreng, klubben ligger mit hjerte meget nær, og det bliver trist at sige farvel til så mange gode mennesker. Også selvom du nogle gange godt kan rive dig i håret over, at klubben ikke bruger flere penge på spillere, end de har sparet op.

Nu er målet i stedet at bygge en ny fodboldklultur op i den svenske hovedstad efter vinterpausen.

Glæder sig meget

Da Jakob Michelsen 30. april sidste år takkede ja til jobbet som træner i Sønderjyske efter halvandet år i Skive, lå klubben på en 10. plads i Superligaen.

Nogenlunde samme sted overtager han Hammarby, der i denne sæson sluttede på en 11. plads i Sveriges bedste fodboldrække, hvor der spiller 16 hold.

- Det handler om at bygge et slagkraftigt mandskab op. Forhåbentlig kan vi både rykke os som hold og klub, fortæller den danske træner.

Jakob Michelsen har takket ja til en treårig aftale hos Hammarby. Og han glæder sig allerede til at hilse på de nye folk i Sverige, som han kommer til at bruge meget tid sammen med i fremtiden.

Jakob Michelsen blev kåret til Årets Træner i Danmark sidste år. (Foto: Lars Ronbog © 2016 Lars Ronbog)

- Jeg glæder mig til at arbejde med truppen i Sverige. Det er derfor, jeg er fodboldtræner: Det er fordi, jeg elsker at have med mennesker at gøre. Det her er et projekt, der tænder mig. Og det er dét, der gør, at jeg arbejder 70-80 timer om ugen, fortæller Michelsen.

I første omgang gælder det dog de sidste 14 dage på træningsbanen i Haderslev, inden det hele er slut, når Sønderjyske den 9. december klokken 20.15 løber på banen for sidste gang med Jakob Michelsen som cheftræner.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter