Midtjyllands ulveflok holder fast i førstepladsen med sejr over Randers

Få overblikket over søndagens fem kampe i Superligaen her.

Erik Sviatchenko jubler efter sin scoring til 1-0 i opgøret mellem FCM og Randers FC. (Foto: Claus Fisker © Ritzau Scanpix)

En håndfuld superligakampe, en god én af slagsen, var på tapetet denne søndag. Herunder får du ord, overblik og højdepunkter fra samtlige opgør i herrernes bedste fodboldrække.

Kronjyder kom til kort i ulvehulen

FC Midtjylland nedlagde Randers FC med 1-0 hjemme på MCH Arena i et topopgør mellem Superligaens nummer et og fire.

Kampen var på forhånd spået til at blive et sprængfarligt opgør, men ingen af de to dynamiske mandskaber fik foldet sig ud spillemæssigt.

Randers forsøgte ellers at udfordre midtjyderne med hurtigt angrebsspil, men gæsterne måtte se sig slået på en klassisk FCM-opskrift.

En tidlig hovedstødsscoring af Erik Sviatchenko efter et hjørnespark tillod nemlig hjemmeholdet at udnytte sine defensive styrker og afvise gæsternes forsøg.

Dermed øger FCM afstanden ned til FC København på andenpladsen til fire point inden FCK's kamp mod FC Nordsjælland. Og der er yderligere tre point ned til Randers, som er nummer fire efter ti runder.

FCM-anfører Sviatchenko bragte efter 17 minutter midtjyderne foran, og som han har gjort mange gange før, stangede han et hjørnespark i kassen ved bageste stolpe.

/ritzau/

Viborg slider point hjem mod OB

Det endte uden vinder, da Viborg og OB krydsede klinger i en lige 1-1-kamp på Energi Viborg Arena.

Kun bundproppen Vejle har lukket flere mål ind i denne sæson end Viborg og OB, og man kunne derfor forestille sig, at søndagens kamp ville blive ganske underholdende.

Det blev dog ikke tilfældet, da holdene spillede en meget jævnbyrdig kamp, hvor spillet aldrig for alvor flød for nogle af parterne. Især i chanceskabelsen, når begge mandskaber var på plads, var der problemer.

Det var derfor ikke nogen overraskelse, at begge kampens mål blev scoret på omstillinger. Viborg fik scoret tidligt i kampen, mens OB's mål blev scoret midt i anden halvleg.

Kampens resultat sender OB på 11 point, mens Viborg nu er på 10. I næste runde skal fynboerne spille mod Vejle, mens viborgenserne skal i aktion mod FC København.

Viborgs hollandske midtbanespiller Justin Lonwijk fandt netmaskerne, da han skubbede bolden ind ved bageste stolpe efter et flot indlæg i det syvende minut. OB-udligningen faldt efter 62 minutter. Her sparkede fynboernes angriber, Emmanuel Sabbi, bolden fladt ind i Viborg-målet efter en omstilling.

/ritzau/

FCK kom tilbage på sporet efter rædselsuge

FC København genfandt rytmen efter en forfærdelig uge, hvor københavnerne havde tabt til FC Midtjylland i Superligaen og røg ud af pokalturneringen efter 0-3 mod Nykøbing FC.

Mod FC Nordsjælland var der igen fart og feltet, især i modstandernes felt, og det udnyttede FCK til at vinde 5-1 på udebane.

Sejren sender FCK på andenpladsen med 23 point. FCN er på femtepladsen med 13 point.

Der var chancer i begge ender fra kampens start, men det var FCK, der kom foran i det 19. minut, da gæsterne leverede kontraspil efter fodboldens ABC, som midtbanespilleren Jens Stage afsluttede og gjorde det til 1-0. Anden halvleg var fem minutter gammel, da FCN’s midterforsvarer Mads Døhr Thychosen sendte et fladt indlæg i eget net og gjorde det til 2-0.

Hjemmeholdet svarede igen tre minutter senere, da forsvarskollegaen Adamo Nagalo steg til vejrs og pandede FCN på 1-2 efter et hjørnespark.

Fire minutter efter udnyttede københavnerne også en dødbold, som blev headet på tværs til højrebacken Kevin Diks, der styrede bolden i nettet til 3-1 med hovedet. Senere blev det 4-1 ved Pep Biel, inden Isak Johannesson lukkede ballet med scoringen til slutresultatet 5-1.

/ritzau/

Brøndby stopper formstærke AaB

Forløsningen på Vestegnen var ikke til at tage fejl af, da Brøndby tilkæmpede sig en kneben 2-1-sejr og stak en kæp i hjulet på AaB.

Det var nemlig blot Brøndbys anden sejr i ti superligakampe, mens det var AaB's første nederlag i to måneder.

Nordjyderne gik ellers til pause foran 1-0, men Brøndby sled sig tilbage i anden halvleg og vendte det på hovedet takket være to mål af topscorer Mikael Uhre.

I første halvleg var Brøndby mest på bolden, men de blågules spil savnede tempo og virkede til tider idéforladt, men efter pausen ændrede kampbilledet sig, da AaB tog mere initiativ i spillet.

Det åbnede op for Brøndbys altoverskyggende specialitet i form af hurtige kontrastød, hvilket igen blev afgørende for Niels Frederiksens tropper, som med sejren rykker op på en foreløbig sjetteplads med 11 point for 10 kampe.

AaB har 18 af slagsen og ligger helt oppe som nummer tre i tabellen.

/ritzau/

Silkeborg slår Vejle i underholdende affære

Hele fem mål blev scoret i første halvleg, da Silkeborg søndag vandt 4-2 i Vejle og sendte Superligaens absolutte bundhold længere ud i torvene.

Begge holds forsvar var ekstremt gavmilde fra det 14. til det 36. minut, hvor kampens første fem mål faldt efter flere fejl.

Især hjemmeholdets forsvar var i gavehumør, da flere af Silkeborgs mål kom efter store fejl fra vejlensernes defensiv.

Det straffede Silkeborg, som ellers bare havde scoret otte gange i sæsonens første ni kampe hidtil.

Vejle er med nederlaget fortsat isoleret i Superligaens bund uden sejr og med bare to point, mens Silkeborg med 14 point kravler op på femtepladsen efter ti kampe.

/ritzau/

Facebook
Twitter