Mikkel Rask fra Randers til Viborg

Få timer før fristen for at købe nye spillere udløb, forstærkede Superligaklubben Viborg FF sig yderligere. Det skete ved at købe den 22-årige Mikkel Rask fri i naboklubben Randers FC.

Mikkel Rask forlader Randers FC til fordel for Viborg og vender dermed tilbage til Superligaen. (Foto: Viborg FF © Viborg FF)

Få timer før fristen for at købe nye spillere udløb, forstærkede Superligaklubben Viborg FF sig yderligere. Det skete ved at købe den 22-årige Mikkel Rask fri i naboklubben Randers FC.

Rask, der både kan spille i forsvaret og på midtbanen, har skrevet en fireårig kontrakt med Viborg, der indenfor få dage har hentet dels den svenske angriber Martin Åslund, dels den danske kantspiller David Rasmussen - og nu altså altmulig-manden Mikkel Rask fra Randers.

Mikkel Rask sad over i Randers' kamp søndag fordi han forhandlede med en anden klub, som altså viste sig at være Viborg FF. Rask havde egentlig kontrakt med Randers frem til næste sommer, men i forlængelse af nedrykningen fra Superligaen meddelte han klubben, at han ikke ønskede at blive.

Den 1,85 meter høje Mikkel Rask har i 79 kampe scoret 11 mål for Randers - senere mandag formiddag præsenteres han for sine nye kolleger i Viborg og træner med i klubben for første gang.

 

Facebook
Twitter