Millioner på spil i Superligaen: Tæt kamp om tv-pengene

Der er millioner af kroner på spil for AaB, Brøndby og FC Nordsjælland, der jagter Randers på tredjepladsen i 22 spillerunde, hvor placeringspengene skal fordeles.

Otte klubber kan selv rykke ved balancen i fordelingen af placeringspengene, men mest er der på spil for Randers, AaB, FC Nordsjælland og Brøndby. (© Scanpix)

Det er i det brede midterfelt, det sker i denne weekend i Superligaen. Vi er igen nået til en af de runder i løbet af sæsonen, hvor der skal uddeles millioner af kroner på baggrund af holdenes øjeblikkelige placering i tabellen fra den såkaldte placeringspulje.

For en gangs skyld fjerner det fokus fra både top- og bundstriden, hvor der er så stor afstand mellem holdene, at de ikke kan bytte plads indbyrdes, uanset om de vinder eller taber.

Sådan forholder det sig til gengæld ikke for de øvrige otte klubber, der alle kan polstre klubkassen med hundredtusindvis af kroner ekstra, hvis de rykker frem i tabellen i spillerunde 22. 

Se hele fordelingsnøglen for placeringspuljen nederst i artiklen.

Særligt for AaB, Brøndby og FC Nordsjælland på fjerde-, femte- og sjettepladsen kan en sejr vise sig - i næsten bogstavelig forstand - at være guld værd. De kan nemlig alle overhale Randers på tredjepladsen, hvis Colin Todds mandskab får en ordentlig øretæve i Parken mod FC København.

Hobro truer bagfra

Randrusianernes målscore er som udgangspunkt dog den bedste, og da de tre forfølgere kun kan komme á point, skal der altså scores masser af mål, hvis tredjepladsen skal kapres fra Randers.

For alle tre mandskaber gælder det til gengæld også, at de ikke udelukkende kan tillade sig at spejde opad. De kan nemlig også risikere at blive overhalet af formstærke Hobro og ryge helt ned på syvendepladsen, hvis resultaterne går imod dem.

Selv om den eksakte fordelingsnøgle ikke er offentligt kendt, så vil en degradering af den kaliber i tabellen formentlig betyde et tab på ca. 1,7 millioner kroner, viser research, som fodboldmagasinet Tipsbladet har lavet.

I alt skulle der være omkring 78 millioner kroner i placeringspuljen, og pengene fordeles over tre omgange hver sæson efter 11., 22. og 33. runde.

Silkeborg ligger ubehjælpsomt klinet til sidstepladsen, og FC Vestsjælland er otte point efter Esbjerg på 10.-pladsen. I toppen er FC Midtjylland og FC København stukket af, men der er ni point mellem guldbejlerne, der derfor også allerede ved, hvor mange millioner kroner, de kan se frem til.

Udover de ca. 78 millioner kroner i placeringspuljen fordeles de 260 millioner kroner fra tv-pengene også via en præstationspulje (sejre i sæsonen), en mediemarkedspulje (tv-kampe) og en solidarisk pulje.

Placeringspuljen fordeles efter 22. spillerunde ifølge Tipsbladet på følgende måde afhængig af klubbernes placering i tabellen.

1. 5,9 mio. kr.

2. 4,3 mio. kr.

3. 3,1 mio. kr.

4. 2,5 mio. kr.

5. 2,2 mio. kr.

6. 1,8 mio. kr.

7. 1,5 mio. kr

8. 1,2 mio. kr.

9. 0,9 mio. kr

10. 0,7 mio. kr.

11. 0,4 mio. kr.

12. 0,2 mio. kr.

Kilde: tipsbladet.dk

OB og Esbjerg indleder kampen om millionerne i aften klokken 18:30, og den kamp kan du følge direkte i P3 eller i skrift her på dr.dk/sport.