Morten Bruun fyret i Sønderjyske

Træneren er sat på porten i superligaklubben grundet manglende opbakning i spillertruppen, siger klubben - Jeg er dybt forundret, siger Bruun til DR Sporten

Morten Bruun er ikke længere træner for superligaholdet Sønderjyske. (Foto: Lars K. Mikkelsen © Scanpix)

Morten Bruun er fortid i superligaklubben Sønderjyske. Tre runder før sæsonafslutningen er han blevet fyret, meddeler klubben i en pressemeddelelse. 

- Vi har måttet erkende, at der ikke længere er opbakning til Morten Bruun i spillertruppen. På den baggrund har ledelsen vurderet, at kemien mellem cheftræneren og den samlede spillertrup ikke er i orden. Og derfor har vi valgt at handle nu, siger kommerciel direktør Klaus Rasmussen.

Peter Sand og Ole Schwennesen står i spidsen for Sønderjyske i sæsonens sidste tre kampe. Første gang ude mod Esbjerg på torsdag. Sønderjyske ligger til nedrykning som næst sidst.

Forstår ikke ledelsen

Morten Bruun siger til DR Sporten, at han er dybt forundret over fyringen.

- Jeg er meget overrasket, men det er mig meget magtpåliggende at sige, at jeg ikke er skuffet. Fordi når man er skuffet så er man ked af det, og den følelse kan jeg ikke få frem i min mave, fordi jeg har gjort tingene på den måde, som jeg har ment var den rigtige. Og jeg har ikke fået nogen meldinger fra spillertruppen eller fra ledelsen om, at der var noget galt. Og at man så vælger med det samme at skride til en omgående fyring, det er jeg forundret over.

Morten Bruun føler sig godt behandlet af ledelsen, men forstår ikke, at den har valgt at lytte så meget til spillertruppen i stedet for at bakke ham op.

- Nu skal jeg hjem og undre mig. Og så skal jeg vel sidde ned med en kop kaffe, og fundere over, om der alligevel var noget, jeg kunne have gjort anderledes. Det får jeg jo god tid til nu.

Morten Bruun havde kontrakt med Sønderjyske til sommeren 2007

  

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:532bd1b9a11f9d0ee03e19eehttp://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:532bd1b9a11f9d0ee03e19f1

Facebook
Twitter