Morten Nielsen til FC Midtjylland

Den tidligere Chelsea-spiller Morten Nielsen skal forsøge at få gang i karrieren igen i FC Midtjylland, der giver ham en tre-årig kontrakt.

Den 20-årige angriber Morten Nielsen skal forsøge at få gang i karrieren igen i FC Midtjylland.

Han bekræfter overfor Ekstra Bladet, at han skifter til Herning-holdet.

- Det er perfekt for mig at skifte til FC Midtjylland. Det er en god klub, der er dygtig til at udvikle spillere. Jeg ser virkelig frem til udfordringen, fordi jeg også kommer til en klub, der tror på mig, siger Morten Nielsen til avisen.

Ifølge Ekstra Bladet er Midtjylland klar med en tre-årig aftale til angriberen.

Morten Nielsen får i Midtjylland Glen Riddersholm som en af sine trænere. Den nuværende assistenttræner i klubben kender Morten Nielsen fra deres fælles fortid på ungdomslandsholdet, da Riddersholm har været U17-landstræner.

Morten Nielsen er søn af den tidligere landsholdspiller og Anderlecht-profil, Benny Nielsen. Han udviklede sit talent i KB, men skiftede i sommeren 2006 til Chelsea.

Her lykkedes det ham dog aldrig at komme på førsteholdet, og sidste forår blev han lejet ud til Landskrona. Siden skiftede han til AZ i Holland, men her indgik han ikke i klubbens fremtidsplaner, og derfor har han brugt sommeren på at finde en ny klub.

Nu skal han i gang med træningen i FC Midtjylland, men forventer selv, at der går nogle måneder, før han er klar til at spille med på superliga-niveau.

Facebook
Twitter